Men uagtet Norge ikke var rigt paa Klostre, i det Indre næsten
ganske manglede saadanne, og man derfor maa antage, at Nordmændene i
Almindelighed ikke have viist samme Iver som andre Folkeslag for disse
Indretninger, mangler Klostrenes Historie ikke heller i dette Land Vidnesbyrd
om, at de der, hvor de fæstede Rod, nøde baade Yndest og Beskyttelse
af Høie og Lave. Den høiere Kultur, som de første til Norge indflyttede
Munke vare i Besiddelse af, maatte, paa samme Tid den hævede
dem og deres Stiftelser i den almindelige Agtelse, snart tvinge dem endog
mod deres Villie ind i Statslivets Forviklinger, og under de norske Borgerkrige
(1130–1240) nævnes saaledes Munkene for første Gang i Statshistorien.
Alene den Omstændighed, at et Kloster mere end noget andet
indviet Sted ansaaes for et uforkrænkeligt Asyl gjorde dem vigtige under
en Borgerkrig, og Partihøvdingerne søgte derfor at vinde dem for sig. De
enkelte Klostres Historie vil afgive Beviser herpaa. Saaledes holdt Nidarholms
Munke, der vare blevne berigede ved at optage Magnus den
Blinde i Klostret, med Magnus Erlingssøn, og Munkeliv med Baglerne,
medens Hovedøen var bleven vunden for Sverres Sag, hvorfor dets
Munke bleve bandsatte paa et Generalkapittel i Citeaux Aar 1200. Erling
Skakke støttede sig til Geistligheden, og befordrede derfor af politiske
Grunde tillige Munkenes Sag. Disse mærkede saaledes, at der i disse
urolige Tider var Gunst og Penge at tjene ved at kaste sig paa Politikken,
og i 13de Aarhundrede blev derfor og deres Deeltagelse deri stedse
almindeligere.
Under Sverres og Haakon Haakonssøns Regjering nævnes Klostrenes Forstandere som aktive Deeltagere i Statssager, idet Abbeder og Priorer i Egenskab af Rigets Prælater efter Indkaldelse vare tilstede saavel paa Mødet i Bergen 1190 som paa det store Rigsmøde sammesteds 1223; hvor Tvisten om Norges Krone blev afgjort til Kong Haakons Fordeel. Saavel Statskløgt som personlig Tilbøielighed synes at have bevæget denne ypperlige Fyrste til at fremdrage Munkene, og ved de to Tiggerordeners Ankomst og Udbredelse under hans Regjering tiltog de Klostergeistliges Indflydelse meget. Munke benyttedes ved Underhandlingerne mellem Skule og Kongen, mellem denne og Danmark; de deeltoge i Gesandtskaber til Spanien, England og Skotland og ved Haakons Kroning vare Rigets Abbeder og Priorer indbudne. Kongen selv stiftede paa egen Bekostning mange Klostre, og hans Medbeiler Hertug Skule vilde ei heller i denne Retning staa tilbage for ham, og levede paa en særdeles venskabelig Fod med de nordenfjeldske Klostre. Samtidig hermed bragte Kardinal Vilhelm
