I det Foregaaende ere de norske Klostre opførte under de Munkeordener, til hvilke de med Vished eller Sandsynlighed hørte og i den Tidsfølge, hvori de bosatte sig i Norge. Det er ligeledes bemærket, at de tiltoge i Antal og Anseelse fra Begyndelsen af 12te og gjennem hele 13de Aarhundrede, og at de til den store Mandedød og Unionen stege i Velmagt og Indflydelse. I disse Henseender synes derfor de norske Klostre at have staaet paa samme Fod som de danske og svenske; men i Antal stode de derimod betydeligt tilbage. Medens man nemlig anslaar de danske Klostres Antal til 150 og de svenske til 100, bliver Antallet i Norge, Domkapitler, Hospitaler og tvivlsomme Klostre medtagne, neppe over 50, og Danmark har følgelig havt ligesaamange som begge de andre Riger tilsammen. Aarsagen hertil ligger vel for en stor Deel i de klimatiske Forhold, der afskrækkede Munkene fra uden Nødvendighed at drage til Norge. Men de norske Klostres udelukkende Beliggenhed ved Kysten kan ikke heraf forklares. Alle vore Klosterstiftelser laa nemlig enten paa Øer eller paa det faste Land i Kystens umiddelbare Nærhed, og de eneste Forsøg man kjender paa at forplante Munkevæsenet til det Indre af Norge, nemlig Klostrene i Hammer, vise tydeligt nok, at de ikke have villet ret lykkes. Her kan Klimatet ikke bære Skylden; thi Egne som det søndenfjeldske Opland tilbøde Munkene langt større Behageligheder, end Bahuuslens Skjærgaard og de fleste nordenfjeldske Kyststrøg. Snarere kunde Grunden hertil søges i Oplandenes ringere Befolkning og lavere økonomiske Standpunkt i Middelalderen, førend Agerbrug og Skovdrift blev lønnende Næringsveie, da Indvaanerne næsten udelukkende levede af Fædriften; medens Kystboerne i de rige Fiskerier havde en stadig og indbringende Handelsvare, der satte dem i livlig Forbindelse med Udlandet.
