beholdt denne Orden længst sine Klostre, idet Vadstena stod ved Magt til 1595, og Maribo lige til 1620. Vadstenas Klosterbygninger indrettedes senere i Dronning Christinas Tid til et Hospital for gamle Krigere (Krigsmannahus), der vedvarede til mod Enden af forrige Aarhundrede[1].
I 11te Aarhundrede anrettede en Sygdom, som man kaldte den hellige eller Helvedes Ild (ignis sacer, infernalis, gehennalis), ogsaa St. Antons Ild, megen Ødelæggelse, da den medførte Tabet af Livet eller i det Mindste af det angrebne Lem. Den fik det sidstnævnte Navn, fordi man troede, at den hellige Eneboer Antonius’s Been, som opbevaredes i Kirken i Vienne nærved Grenoble i Dauphiné, ene kunde helbrede Sygdommen. Da nu en Adelsmand ved Navn Gaston saa sin Søn angreben af denne Sygdom, gjorde han det Løfte til den hellige Antonius, at han med sin Søn og hele Formue vilde ofre sig for sine af denne Sygdom hjemsøgte Medmennesker, hvis Sønnen beholdt Livet. Ønsket opfyldtes, og i 1091 skred da Gaston ufortøvet til at indfri sit Løfte ved at anlægge et Hospital for Antonssyge i Vienne. Han samlede om sig et Lægbroderskab af Hospitaliter, og uden at nogen egentlig Regel foreskreves, bekræftede Urban II paa Kirkemødet i Clermont 1096 Ordenen, der bar sort Dragt og som Skjelnemærke fra andre Chorherrer et blaat Halvkors (T) paa venstre Bryst. Først 1218 gik disse Antonsbrødre over til at danne en Munkeorden, der aflagde Ordensløfterne, og i 1297 blev det store St. Antonshospital i Vienne omformet til Ordenens Hovedabbedi, under hvilket alle Brødre, der underlagdes St. Augustins Regel, skulde staa. Fra nu af bare de Navnet Antonianere eller St. Anton af Viennes regulære Kanniker, ordnede sig i det Hele i Lighed med Johannitterne, benævnede deres Formand Stormester, og udbredte sig over hele det katholske Europa. Comthurierne behandledes snart som indbringende Præbender, Sygepleien forsømtes og Forsøg paa Reformer havde det sædvanlige Udfald. Tilsidst sluttede Ordenen sig til Johannitterne, og deelte Skjebne med dem. De regnes i Almindelighed til Tiggermunkene, fordi Lægbrødrene idelig dreve om under Paaskud af at helbrede for Helvedes-Ilden. Midlet var fremdeles den hellige Antonius’s Been, hvoraf
- ↑ Lindstrøm i Fortalen til Vadstena Kloster-Reglor S. 47–48. Tunelds Geografi öfver Sverige. II. 61.
