De norske Dominikaner-Klostre vare alle anlagte i Domkirkernes
umiddelbare Nærhed, hvilket gjør det sandsynligt, at de skylde Biskopperne
og maaske tillige Domkapitlerne deres Stiftelse, forsaavidt Huus og Tomt
dertil udfordredes, ligesom det og lader sig formode, at det har været
Prædikebrødrenes Beredvillighed til at overtage Underviisningen (studium),
som har været Aarsag til denne Bistand fra Geistlighedens Side Iøvrigt
varede Venskabet ikke længe. Kannikerne mærkede snart, at de havde
beredet sig selv farlige Medbeilere til Almuens Gunst og Gavmildhed; de
fattige og folkekjære Prædikanter grebe paa den farligste Maade ind i deres
Embedsmyndighed, og Forholdet mellem dem gik snart over til hemmeligt
Nag og aabenbar Forfølgelse, saavel i Bergen som i Nidaros, paa
hvilket sidste Sted Dominikanerne understøttede Erkebiskop Jørund i hans
langvarige Kamp mod sit Kapittel. Men Geistligheden blev tilsidst nødt
til at finde sig i Omstændighederne, da Paverne ved Privilegier og strenge
Befalinger værnede om de nye Brødres Uafhængighed og Anseelse[1].
Aarsagen til, at Norge har havt saa mange færre Dominikaner- end Franciskaner-Klostre,
er maaske tilfældig, men det er dog ikke urimeligt, at
Franciskanernes større Uvidenhed og aabenbare Foragt for boglig Kunst
netop har bidraget til deres Udbredelse, medens Dominikanernes Pligt at
sende Studerende til Paris, Kølln, Oxford eller Bologna[2] nok i et fattigt
og afsidesliggende Land som Norge kan have været en alvorlig Hindring
for deres Klostres Anlæg udenfor de største Stæder. Ved hvert
Kloster var nemlig, som før anført, en Skole, ledet af Læsemesteren (lector),
der tilligemed Levningerne fritoges for forskjellige Forretninger, for at
- ↑ Fordetmeste fik Prædikebrødrene Privilegier fælles med Minoritterne. Særskilt for de første i Provindsen Dacia er Johan XXIIs Bulle fra Avignon af 26de April 1318, hvori Rigernes 3 Erkebiskopper paalægges at beskytte Ordenens Priorer og Brødre mod alle Fornærmere. Dipl. Svecan. III. 362.
- ↑ Denne Pligt opfyldtes. Norske Dominikanere studerede oftere udenlands, og enkelte udmærkede sig endog ved deres Lærdom.
og de øvrige geistlige Stiftelser der, havde nemlig forud været Prædikebroder. Haak. Haakonss. Saga c. 276. Da, saaledes først paa denne Tid den hele kirkelige Anordning i Hammer blev bragt i fuld Skik, synes intet rimeligere, end at det ved Domkirken allerede af Kardinal Nikolaus 1152 forordnede Kloster nu ved Fuldførelsen er indrømmet Prædikebrødrene, til hvis Orden Biskoppen hørte og som da vare i største Anseelse. Klostrets Ælde vilde være afgjort hvis Suhms Beretning (X. 226), at Biskop Peter forud havde været Prædikebroder i Hammer, var paalidelig, men dette et uden Tvivl grundet paa en Misforstaaelse, ialfald endnu ubeviist.
