Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/499

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
491
§ 15. Tvivlsomme Klostre.

omtrent Miil S. O. fra Øierens Udløb. Beliggenheden er saaledes ikke uhensigtsmæssig som Hvilepunkt for dem, der fra Borgesyssel skulde opad Øieren til Romerike, fra hvis formodede Hospitier paa Asak eller Skea Langeseter ligger en kort Dagsreise; men forøvrigt maa Mørchs Beretning staa derhen. – Omtrent 1 Miil S. V. herfra ligger i Eidsberg Sogn, neppe en Fjerding fra hinanden, Gaardene Slitu, Thorkelsrud og Lekum. Ved den første Gaard laa i ældre Tider Thenols Kirke, der paa Biskop Øysteins Tid havde sin egen Prest, men som ei synes at have havt noget Sogn. Et Brev af 1332, hvori der berettes, at Abbed Albrekt i Hovedø under et Ophold paa Eidsberg red derfra til Thenol for at spise[1], kunde vække Formodning om, at her har været et Hovedøen tilhørende Hospitium, men Kirkens Omtale i den røde Bog modsiger dette. Til Oplysning om Thenols eller Thenors Kirke i det Hele er derimod en Lagthingsdom af 28de Juni 1592 mærkelig. En Bonde Einar Thallakssøn paa Kiserud i Eidsberg havde angivet for Statholderen Axel Gyldenstjerne, at Henrik Hanssøn paa Sletner, Jon Bjørnssøn paa Slitu og Rasmus Reierssøn paa Mo (samtlige Nabogaarde om Thenol) og deres Forældre havde for 30 Aar siden, da Thenol Annex blev øde, uden Lov og Dom tiltaget sig Kirkens Gods, som derfor Statholderen paa Kongens Vegne indtalede hos Bønderne, der mødte i Oslo for Thjostolf Baardssøn til Blegen, Oluf Galde til Thom, samt Agders, Frederiksstads og Tønsbergs Lagmænd og Oslos Borgermester og Raad. De Indstevnte beviste med irettelagte Skindbreve og de ældste Mænds Udsagn, at Thenor Kirke var deres rette og sande Odel, funderet og stiftet af deres Forældre (d. e. Forfædre), samt at disse havde bygget den for deres egne Penge. Paa Gyldenstjernes Anmodning mødte Superintendenten Mag. Jens Nilssøn i Retten „med Oslo Kapittels røde Bog“, og lod grangivelig forfare og eftersøge, om Thenors Kirke eller noget dens Gods havde fordum været derudi indskrevet, hvilket ikke i nogen Maade er befundet[2]. Da Angiveren ikke i ringeste Maade kunde bevise, at Kirken tilhørte Kongen, dømtes Thenols Kirke med Gods at være de Indstevntes sande Odel, til evig Eiendom efter deres Breve og lange rolige Hævd, og Einar dømtes at betale dem og Sognepresten Kost og Tæring, samt at bøde til Kgl. Maj. fire Mark for sin Mund, og aldrig

  1. Dipl. Norv. II. No. 193. Ovenfor S. 409.
  2. Dette er mærkeligt nok, da Thenols Kirkes Gods virkelig findes deri fol. 95. a.