Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/453

445

§ 8. Minoritternes Klostre i Oslo.

Retsstrid med Kansleren (ovenfor S. 408), og var i 1343 efterfulgt som Gardian af Ivar, som da med Prioren i Olafsklostret udstedte et Brev^[1], ligesom han 3die August 1336 med sine Brødres Samtykke solgte 2 Øresbol i Hellerud i Lomedal, som Svend Kartnagel havde givet dem i sit Testamente, til Presten Thorstein Valdjufssøn for en blak Hest, et Pund Rugmeel og $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Pund Malt. Skjødet er udstedt i Barfodbrødrenes Kirkegaard paa Lykkerne (á Lykkjom) i Oslo^[2]. – 13de Marts 1353 sluttedes „Øster i Barfodklostret“ en Handel mellem Brynhild Thoresdatter og Thorgeir Eivindssøn, som ellers ikke angaar e Klostret^[3]. – I 1376 var en Voldsdaad, om hvis Anledning ingen Kundskab haves, udøvet i dette Kloster, hvorom Oslo Kanniker og Minoritternes Konvent tilskreve Ordenens conservator privilegiorum i Norge, Biskop Botolf i Stavanger. Nogle Lægmænd, melde de ham, havde af djævelsk Indskydelse med Vold opbrudt Minoritterklostrets Port Søndag Qvasimodogeniti (20de April), og i høi Grad mishandlet Broder Nikolaus, Ordenens Kustos i Norge, og Broder Halvard, samt endog dræbt en Mand. Paa Nikolaus’s og hans Broders Klage herover havde Biskoppens Official med Domkapitlets Samtykke med tændte Fakler og Klokkeringning lyst det store Band over Ugjerningsmændene, saa at de alene af det apostoliske Sæde eller en af Ordenens Conservatorer kunde blive absolverede. Men da Kirken ikke lukker Døren for den Tilbagevendende, og da Tidekin Skytte, som var Voldsmændenes Høvding, Thord Aslakssøn, Peder Jonssøn, Ingemar Skytte, Einar Verkmester o. Fl., hvoriblandt hines unge Tyende, hvem Alderen tildeels kan undskylde, gjentagne Gange havde tilbudt at bøde efter Evne saavel til Kirken, hvis Immunitet de have fornærmet, som til Kronen og enhver Anden, som derpaa har lovlig Fordring: saa bede Udstederne Biskoppen, at han jure delegationis vil afløse Forbryderne af Bandet og paalægge dem passende Bod, da det er dem umuligt at drage til Rom^[4].

1. Dipl. Arn. Magn. fasc. 60. No. 6 og 62. No. 23.
2. Dipl. Arn. Magn. fasc. 63. No. 3. Da Franciskus’s Regel endog forbød Minoritterne at holde nogetsomhelst Huusdyr, er dette Kjøb formodentlig sluttet i Henhold til de senere formildende Dispensationer, f. Ex. Pave Klemens’s af 21de Juli 1268 (Ann. eccl. Dan. I. 507 ff.), hvorefter Gardianen maatte erhverve mange Slags jordiskt Gods, naar det kun anvendtes til gudeligt Brug.
3. Dipl. Norv. II. No. 318.
4. Dipl. Arn. Magn. fasc. 73. No. 1. Da det var Immuniteten, som var