Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/452

444

Fjerde Afsnit. Oslo.

pittel ved Fuldmægtig inden 4 Maaneders Forløb at møde for Pavens Domstol og der lide forskyldt Straf. Sagens Udfald kjendes ikke, men det er ikke Tvivl om, at Biskoppen har tabt, og sandsynligviis har maattet gjøre Uretten god igjen. Endnu førend Klostret var bygget, gav Pave Nikolaus IV det 13de Sept. 1291 tilligemed Stiftets 3 øvrige Franciskanerklostre Aflad^[1], rimeligviis for derved at fremskynde Anlægget, hvilket kort efter maa være fuldendt, da i 1298 Klostrets Vicegardian Ivar forekommer^[2].

Kong Haakon V Magnussøn var altsaa Klostrets Stifter, og at han alvorligt vaagede over dets Vel, viser hans Brev af 24de August 1309, hvori han, paa Oslos Barfodbrødres (d. e. Franciskanernes) Klage over, at Arvinger ofte gjorde Vanskeligheder ved at betale Klostret Testament-Gaver, befaler Enhver, der skylder dette Kloster Noget eller Guds Tjenestemænd deri, som intet Andet have til Livsophold end gudelige Mænds Almisser, at betale slig Gjæld inden 6 Ugers Dag, da Kongen ellers selv vil lægge Beløbet ud, og tage det igjen med to Penge for een^[3]. – I 1318 holdt Minoritterne af Provindsen Dacia sit Provindsialkapittel her i Oslo, og ved samme Tid nævnes en Broder Henrik, der havde været Minorit i Oslo, som Biskop i Reval^[4].

I Testamenter forekommer dette Kloster oftest sammen med Olafsklostret. Det fik saaledes i de i foregaaende § nævnte Testamenter 2 Mark af Gerlak, 30 Mark af Fyrst Witzlaw, 2 Mark og $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Pund Vox af Guttorm Haavardssøn, sin Andeel af 100 Mark til alle norske Minoritterklostre af Kong Magnus, 1 Mark af Elin Thordsdatter, Vox og Penge af Sigrid i Sluppen, $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Mark af Hr. Jon Marteinssøn „til de fattige Folk hos Graabrødrene, hvis Broder jeg er“, Vox og Penge af Olaf Eyvindssøn, og en stor Gryde af Hustru Gunbjørg.

Klostrets Gardian Broder Eyvind nævnes 1321 ved Hovedøens

1. Wadding, Annales Minorum. V. 271. Hvilken Helgen det var viet, omtales ingensteds.
2. Thork. Dipl. II. 216. 219. Saml. t. Norg. Hist. II. 174 ff., hvor Munthe, vistnok urigtigt, antager denne Ivar for den samme som den senere Kansler Hr. Ivar Olafssøn.
3. Lundhs Specim. Dipl. 7.
4. Script. Rer. Dan. V. 517. 519. Denne Munk har rimeligviis været Dansk, og Beretningen gjør det sandsynligt, at Minoritterne ligesom Prædikebrødrene have omflyttet Provindsens Brødre uden Hensyn til verdslige Grændser.