Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/451

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
443
§ 8. Minoritternes Kloster i Oslo.

før saakaldte østlige (rettere sydlige) Deel af Byen paa Lykkerne, austr á Lykkium, hvoraf det fik Lokalnavnet austr til brœðra og Munkene kaldtes Berfœttabrœðr á Lykkium. Klostret er stiftet af Hertug Haakon Magnussøn, nærmest vel efter Freden 1286, og om Omstændighederne herved giver Pave Nikolaus IV Befaling af 11te Nov. 1291[1] mærkelig Underretning. Han melder heri Abbed Eirik af Munkeliv, Provsten (Erland?) og Kannik Baard Serkssøn ved Apostelkirken i Bergen, at han ved Klage fra Franciskanernes Minister, Provindsial og Ordenens Brødre i Dacien har erfaret, at da Hertug Haakon af Norge med sin Broders Kong Eiriks Samtykke og paa Grund af Folkets Ønske havde indkaldt nogle af Provindsens Brødre i Oslo, og afstaaet dem en ham tilhørende Tomt i Byen til at bygge Huse og Kirke paa, saa søgte Domkapitlet i Oslo at hindre dette. Da nemlig Brødrene havde paabegyndt Bygningen af et Oratorium, nedlagde Simon Erkeprest i Biskop Eyvinds Navn[2] Forbud mod Arbeidets Fremme. Brødrene paaberaabte sig deres Ordens Privilegier, som blandt Andet forbøde Sekulargeistlige at hindre deres Nedsættelse noget Sted, hvorhen Folket kaldte dem, og hvor de kunde leve gudfrygtigt og ærligt, og oplyste, at Paven havde sat Bandsstraf for dem, som handlede herimod Men da Simon dog ikke vilde tilbagekalde Forbudet, appellerede Munkene til Paven. Nu lyste Erkepresten saavel Brødrene som Arbeidsfolkene i Band, og lod Kapitlets scolasticus Herjulf med en væbnet Skare nedbryde den paabegyndte Bygning. Munkenes Klage herover til Biskop Eyvind var frugtesløs, da han negtede at tage Hensyn til deres Privilegier, ja endog paa eget Ansvar lod den af Simon lyste Band over Brødrene gjentage offentlig i Egnens Kirker og udstrække til deres Beskyttere og Velgjørere. Da denne Voldsgjerning ligesaameget er en Forbrydelse mod den pavelige Myndighed, som mod Franciskanerordenen, der staar umiddelbart under hiin, paalægger Paven de ovennævnte Prælater, efter underhaanden at have forvisset sig om Rigtigheden af ovenstaaende Beretning, at stevne Biskoppen, personlig eller ved Fuldmægtig, Erkepresten og Skolemesteren personlig, og Oslo Domka-

  1. Dipl. Norv. III. No. 31.
  2. Tør man ikke, naar man sammenligner dette med Dominikanernes Venskab just paa denne Tid, da de paa sit Provindsialmøde paabød Forbønner for ham (ovenf. S. 438), antage, at Modstanden mod Franciskanerne hovedsagelig er udgaaet fra deres fødte Fiender, de alt bosatte Prædikebrødre?