Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/43

35

§ 5. Præmonstratenserne.

er stiftet ved Kanniker fra Prémontré, og at Olafsklostret er en Fortsættelse af hiint Kapittel.

Det tredie norske Kloster af denne Orden hed Dragsmark (i sildigere Tid forvansket til Dresmer) og laa i Bahuuslæn. Det er ifølge udenlandske Kilder en Datter af Børglum^[1], ifølge norske derimod stiftet af Kong Haakon Haakonssøn ved Midten af 13de Aarhundrede^[2], – to Beretninger, der simpelt hen forenes ved at antage at Kong Haakon har stiftet dette Kloster ved Kanniken hentede fra Børglum. Det kaldes paa Latin efter Gudsmoder, hvem del var helliget, monasterium de Silva sanctæ Mariæ, hvoraf man dannede sig det norske Navn Mariskog, hvorunder det enkelt Gang forekommer^[3], og som har foranlediget mangehaande Gjetninger.

Til Nonneklostre i Norge af denne Orden findes intet Spor, og er der al Grund til at betvivle Tilværelsen af Nonneklostrene i Hammer og paa Spaanheim, hvorom mere i Specialhistorien, er kun Reins Kloster tilbage, hvis Orden er uvis. Men dette har sandsynligere været beboet af regulære Chorfruer eller af Cistercienserinder, end af Norbertinerindernes strenge Congregation. En Efterretning om Reins Nonners Dragt vilde iøvrigt afgjøre Spørgsmaalet, da Farven var forskjellig – sort, graa, hvid.

§ 6. Johannitterne.

Det religiøse Sværmeri, som foranledigede og vedligeholdt Korstogene, maatte ikke alene have en væsentlig Indflydelse paa Stiftelsen af Cistercienser- og Præmonstratenser-Ordenen, men ogsaa komme til Syne i særegne, netop ved disse Religionskrige foranledigede nye Arter af Munkeselskaber. Nyheds- og Efterligningssygen rakte her Sværmeriet Haanden, og mere end alt andet maatte den Fristelse være uimodstaaelig, som de umaadelige Fordele ved Munkevæsenet medførte. Og dog, bemærker Planck, maa de geistlige Ridderordeners første Optræden vække den eftertænkende Iagttagers Opmærksomhed ikke blot ved deres Usædvanlighed, men især formedelst deres særegne, udtrykkelig udtalte Øiemed. Et Selskab,

1. Filia Burgillanensis. Script. Rer. Dan. VIII. 317.
2. Haak. Haakons. Saga c. 333.
3. I Kong Magnus Lagabøters Testamente. Navnenes og Klostrene Identitet maa ansees saa vis, at en Gjentagelse af Beviserne derfor, hvilke iøvrigt findes i 1ste Udgave af dette Skrift S. 82–83 og 719, maa ansees ufornøden.