der gjør en stadig Krig med sine Medmennesker til Religionspligt, og indskærper denne ved et særeget høitideligt Løfte, er i Sandhed et for den 4 sunde Menneskeforstand paafaldende Fænomen, der alene kan forklares af hiin Tidsalders Aand. Der er ingen Grund til at betvivle, at de fleste af Medlemmerne ved disse Ordeners Stiftelse antoge, at det var den frommeste og Gud velbehageligste Gjerning af Verden at slaa en Vantro ihjel, men dette troede i hiin Tidsalder Tusinder med dem, uden derfor ved et særeget Løfte at forpligte sig for hele Livet dertil. Korstogene ansaaes i og for sig for en Religionssag, og Ridderne maa derfor med deres Forbund have havt en Bihensigt, som de da heller ikke lagde Skjul paa. Med eet Ord – her gaves blandt de nye Ordeners Stiftere Mænd, som af Clunyacensernes og Cistereiensernes Exempel havde uddraget den Lærdom at et religiøst Selskab i hine Tider var det letteste og sikreste Middel til at erhverve Magt og Rigdom. Dette viser sig tydeligt af de Privilegier, Ridderne tildeels med stor Møie udvirkede for sig, og endnu tydeligere af den Hurtighed, hvorved de virkelig naaede sine jordiske Øiemed. Inden 50 Aars Forløb havde hver af de 3 Ordener i Europa og Asia erhvervet Besiddelser, som tilsammen kunde dannet et Kongerige, og vare komne til en Magt, hvormed ikke enhver Monark i Europa kunde maale sin[1].
Kjøbmænd fra Amalfi (i det Neapolitanske) havde i 1048 bygget et Kloster i Jerusalem, helliget Johannes Døberen, hvis Munke kaldtes Johannitter eller Hospitalsbrødre, og hvis Pligt det især skulde være at pleie og hjælpe syge og fattige Pilegrime. I Aaret 1113 sluttede en Samling af Korsriddere sig til dette Klosterhospital, og omdannede Indretningen til en Ridderorden med Bibehold af Augustins Regel. I Førstningen indskrænkedes disse Ridderes Pligt til at pleie, understøtte ,og ledsage Pilegrime, men allerede under den første Stormester Raymond du Puy føiedes 1120 hertil den nye Forpligtelse at kæmpe mod de Vantroende. Nu deeltes Ordenen i 3 Klasser: Riddere, hvem Kampen paalagdes, Prestmunke, som forestode Hospitalerne og førte Aan-
- ↑ Gesch. d. christl.-kirchl. Gesellsch.-Verfassung, IV. 499. 502. 503. Disse Plancks træfsende Bemærkninger ramme vel kun for en Deel den ældste af Ridderordenerne, Johannitterne, som nemlig var stiftet førend Cistercienserne kom i nogen Anseelse; men Clunyacensernes Exempel var iøvrigt fristende nok. De to andre geistlige Ridderordener, Tempelherrerne og Marianerne, forbigaaes her, da man ikke finder noget Spor af, at de have eiet Besiddelser i Norge.
