kegaarden i Oslo“, hvilke vistnok skal betyde, at Klostret da fik Værnbrev paa Gaarden; thi det er vist, at det eiede den længe før den Tid. Testamentariske Gaver vedvarede fremdeles; 1413 gav Oslokanniken Olaf Eyvindssøn Pund Vox, 6 Øre Penge og en Markebol i Olstad paa Romerike til Hovedøen, og i 1414 ligesaa Hustru Gunbjørg den halve Pilefos med Jord og andet Tilliggende mod en ugentlig Sjælemesse. Ved denne Tid maa det og være, at Vigleik Arnessøn, der omtales som Væbner mellem 1398 og 1412, gav sig ind i Hovedøens Kloster[1].
Bjarnes Eftermand var maaske Abbed Jon, som i 1423 sluttede Forlig med Hr. Herman Molteke angaaende Jordegods, ligesom Klostret i dette og følgende Aar lagde sig forskjellige Eiendomme til, især ved, ganske i Klostervæsenets Aand, at afstaa en større Gaard for Enkeltmands Levetid mod en mindre, under Betingelse at begge Gaarde efter Mandens Død skulde falde til Klostret. Paa sligt Vilkaar mageskiftedes oftere i denne Tid; f. Ex. i 1421 Gaarden Tømmeraas til Ivar Thorsteinssøn for dennes Levetid; i 1426 fik Halvard Berdorssøn den halve Vidarsgaard i Oslo for Livstid mod Afstaaelsen af en Gaard paa Follo, og i 1427 mageskiftedes Gaardene Riis i Aker mod Vestre-Vidarsgaard paa lignende Vilkaar[2].
Jons Eftermand Abbed Bo nævnes allerede i 1427, da han optog i Provent Thorer Aslakssøn, som for sine Velgjerninger mod Klostret forundtes Sæde ved Abbedens eget Bord næst Prestmunkene, samt Klæder og Sko; ved 1428 nævnes en Bevilling af Hr. Bo paa et Fiskeri i Botnen og et Mageskifte af Bestum i Aker for Livstid mod en Gaard i Nittedal, som Klostret skulde beholde; ligesaa skal Biskop Jon (Jens) i Oslo d. A. have givet Hovedøen (Biskops-) Tienden af Nesodden for Lille- og Store-Oxø, og i 1429 afsagt Dom mellem Abbed Bo og Kolbjørn Bjørnssøn om en Gaard paa Follo. Samme Aar afstod Abbeden til Hr. Andres Muus, Provst ved Mariækirke, et Fiskeri i Botnen, ligesom Officialen i Oslo tildømte Hovedøen en Tomt i Ytre-Hesteskoen i Oslo[2]. Hvis ikke den store Masse af Adkomstbreve, som Registraturen nævner fra disse Aar, er tilfældig, maa Klostrets Formue i denne Tid have tiltaget i usædvanlig Grad, og det er
