Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/413

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
405
§ 5. Hovedø Kloster.

Reise til Orkenøerne 1263, og var 1269 i England ved Fredsslutningen i Winchester[1]. Aaret derefter blev han Biskop i Bergen, og deeltog i det store Kirkemøde i Lyon 1274[2]. Askatins Hengivenhed for Kongemagten fremlyser deraf, at Kong Magnus efter hans Raad stiftede Apostelkirkens Provsti i Bergen med kongelige Prester[3]. Fra Askatins Tid som Abbed er Biskop Nikolaus’s af Oslo og hans Kapittels Stadfæstelse af en Uddards Gave af Jordegods til „den hellige Mø Maria og hellig Edmund“, Munkene i Hovedø til Underholdning[4].

Efter Askatin var Englænderen Laurentius Abbed i Hovedøen Han tilligemed Mester Bjarne (Bernhardus), Kannik i Nidaros, benyttedes som Kongens Sendebud til Rom 1246 angaaende Kroningen, hvilken Sag Paven derpaa overdrog til Kardinal Vilhelm[5]. Da denne Aaret efter kom til Norge, tog han sig og af Hovedøen, og paalagde 29de Septbr. 1247 Oslo Biskop at hævde Munkene i deres Rettigheder og hjælpe dem i alt Lovligt[6]. Senere blev Laurentius forflyttet til sit Fædreland som Abbed i selve Moderklostret Kirkestad[7]. Hans Eftermand i Hovedøen kjendes ikke; i de følgende Aar omtales kun enkelte Gavebreve og andre Erhvervelser af Jordegods; i 1267 bekræftede Kong Magnus Klostrets Privilegier, og i 1268 skal han have taget Munkene i Forsvar angaaende Gaarden Aas paa Follo, som man vilde berøve dem. I hans Testamente fik Hovedøen 30 Mark gangbar Mynt[8]. – I 1283 tog Kong Eirik og Hertug Haakon Hovedøen i kongeligt Værn samt bekræftede sine Formænds Breve derom, og i 1291 udstedte Biskop Thorstein af Hammer en Vidisse af det Værnbrev, Kong Haakon den Gamle havde undt Klostret. I 1292 skal Hertug Haakon have reist Sag mod Hovedøen angaaende Bygdøen ved Oslo, som han antog uret-

  1. ↑ Haak. Haakonss. Saga c. 86. 275. 305. 319. Sögubr. Magn. kgs. Suhm Danm. Hist. X. 173. 200. 434. 532. 547. 581 ff. 644.
  2. ↑ Ovenf. S. 6. Island. Annaler 142. Suhm X. 656.
  3. ↑ Ifølge Sögubr. Magn. kgs. Fornm. Sög. X. 159.
  4. ↑ Dipl. Norv. I. No. 7. Thork. Dipl. II. 250.
  5. ↑ Dipl. Norv. I. No. 30. I Pavebrevet staar sædvanligt Abbedens Ravn in blanco, men af Suhm X. 94 sees, at det har været Laurentius.
  6. ↑ Dipl. Norv. I. No. 39. Lignende Befaling skal han ifølge Regist. paa Agersh. have givet Hammers Biskop.
  7. ↑ Suhm X. 71.
  8. ↑ Sammest. X. 608. Regist. paa Agershuus. Thork. Dipl. II. 257.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Lange_-_De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen_(2nd_ed.).djvu/413&oldid=222481»