(coenob. St. Mariæ de Tuta insula) i Throndhjemsfjorden, der stiftedes
1207 ved Munke fra Lyse-Kloster.
De norske Cistercienser-Abbeder hørte blandt Rigets Prælater, og deeltoge som saadanne ofte i Rigets Anliggender. Stifterens strenge Regel blev neppe længe overholdt; tvertimod synes hverken Clausur eller Tarvelighed at have udmærket dem. Vi finde dem snart hist, snart her i reent verdslige Ærinder, og Tugten synes mod Reformationstiden at have været slappere i disse Klostre end i de øvrige. I det Mindste har Historien optegnet os flere Vidnesbyrd derom.
Ordensdragten var hvid eller graahvid[1] (monachi albi eller grisei), over hvilken Dragt Brødrene udenfor Klostret bare en sort Kappe. Nonnernes Dragt var ligeledes hvid med sort Slør og Skapular. Lægfolkets Dragt var bruun. Klædningen skulde være af groveste Sort.
Vi have allerede omtalt de mange Forsøg som fra Sekulargeistlighedens Side gjordes paa at tilegne sig Klosterlivets Anseelse og formeentlige Fortjenstlighed, uden at opgive de verdslige Forbindelser og Fordele. Men paa hvor mange Maader man end forandrede Augustins Regel, strandede dog alle Forsøg paa Tidsalderens Fordærvelse og paa det Modsigende i selve Ideen, saa at disse regelbundne Kanniker langt hurtigere end selve Munkene glemte deres Pligter og derved tabte deres Anseelse. Kun een Reform af de regulære Kanniker syntes i længere Tid at have naaet sit Øiemed, men dog kun ved saagodtsom ganske at forlade hine og derimod fuldkommen at slutte sig til Munkeordenerne. Derfor bleve Medlemmerne af denne Reform i Tidens Løb ei heller betragtede som Kanniker, men førte efter Stiftelsesstedet det selvstændige Navn Præmonstratensere.
Norbert, (fød 1082, død 1134 som Erkebiskop i Magdeburg), en adelig Chorherre i Kølln, forlod efter et udsvævende Ungdomsliv sit Kanonikat, og drog om i Verden som ivrig og heldig Bodsprædikant. Efter et mislykket Forsøg paa at reformere Kannikerne ved Domkirken i Laon, trak han sig med nogle Ligesindede tilbage til Coucy-Skoven, et usandt
- ↑ Script. Rer. Dan. II. 606. Heraf den norske Benævnelse grámúnkr, der stedse bruges om Cistercienserne; den forekommer endnu i 14de Aarhundrede (Barth. IV. 195), da forresten den danske Benævnelse Graabrødre paa Minoritterne begyndte at blive almindelig i Norge.
