Klostret med væbnet Haand, oplukkede eller opbrød dets Porte, Vinduer og andre Lukker, og agtede at mishandle Abbeden, hvilket han dog dengang lykkelig undgik; nogle af Tyendet fik Biskoppen derimod fat i, og disse holder han endnu hos sig i Fængsel. 3) Tre Dage efter denne Voldsfærd sendtes en Kannik med 20 Tjenere til Utstein, hvilke paa Kirkedøren opsloge Biskoppens aabne Brev, hvori han lagde Interdikt paa Klostret, offentlig og navnlig bandsatte Alle og Enhver, Klerker og Lægfolk, som der boede, og under Trudsel af Straf forbød Klostrets Undergivne at betale samme de aarlige Afgifter. 4) Lidt efter kom Biskoppen selv, fulgt af en talrig Hær, ved Nattetider til Klostret med Blider, Ballister og Krigsredskab, lagde Stiger til dets Volde (aggeres) og Forskandsninger (fortalitia), nedbrød Taarnet (turrim) og besteg Murene[1]. Abbedens Tyende blev lagt i Lænker, han selv i sin Seng slaaet og pryglet, samt bunden og blodig bragt fra sit Kloster til Biskoppens Taarn i Stavanger, hvor han i 100 Dage holdtes i ynkeligt Fangenskab. Imidlertid tilbøde 3 fornemme Mænd Borgen for Abbeden, naar han maatte slippe ud, men Biskoppen afslog det. 5) Ikke fornøiet med denne Mishandling, med at have frataget Abbeden hans Gods og frarøvet ham to Guldringe, et Kors, og de Penge, han havde, begav Biskoppen sig paany til Klostret, hvis Nøgler han bemægtigede sig, plyndrede hvad der var tilovers, hug Fingeren af en af Folkene, og forlod med sit Bytte Klostret aldeles øde. 6) Han har tilvendt sig Sørbø Kirke, der kanonisk var lagt under Utstein Kloster. 7) Han har af al Magt ved skammelige og løse Beskyldninger søgt at sværte en brav Mands (Abbedens) gode Navn og Rygte, og skaffet Folk, som ganske vare i hans Magt, til Vidner i Sagen[2]. Og al denne Uret vilde Abbeden nu paa lovlig Maade paatale – I Klagen til Kongen beretter dernæst Abbeden, hvorledes han efter de 100 Dages Fængsel i Biskoppens Taarn flygtede derfra, eller som han udtrykker sig: „da hjalp mig Langes Klosterhistorie.
25
- ↑ At dette er Overdrivelse, er viist ovenfor S. 134. Anm. 5.
- ↑ Dette angaar uden Tvivl den Kvinde, som Biskoppen ifølge Klagen til Kongen, skyldte Abbeden for, og derfor lod gribe i Klostret, pine paa en grusom Maade, for at faa en Bekjendelse af hende, og derpaa, efterat have ladet hendes Udsagn besegle, „sendte bort ad Sverige, at hiin skulde ikke mere komme til Svars derom.“
1514 i Oslo. At han har givet Saurbø kongelige Kapel til Utstein, kjendes kun af dette Brev, og viser, i hvilken Grad hele Kapel-Institutionen nu var bleven Kongemagten ligegyldig (ovenf. S 261).
