denne og Abbeden af Utstein til sit Testamentes Executorer. I Gautes af Tolga Testamente (ved 1288) fik Klostret en Mark brændt[1].
Arnfinns Eftermand Abbed Finn afstod 11te Decbr. 1318 med alle sine Brødres Samtykke til Biskop Haakon af Stavanger en 8 Alen bred Vei mellem Ageren og Badstuen nedenfor Vandet og op til Gaardsledet ved St. Olafskirke i Stavanger. Efter ham blev Erlend Abbed i Utstein, som med sine Brødre 8de Septbr. 1320 kvitterede Chorsbroder Orm Aslakssøn for 13 Mark brændt og 1 Mark i engelske Penge, som han da betalte Klostret for Gaardene Haaland og Fulavik, som Abbeden med Biskop Haakons Samtykke havde solgt til Kapitlet i Stavanger, for at faa Pavetienden betalt[2].
Den følgende Abbed, Eirik, havde alt i mange Aar styret sit Kloster slet, da det i 1333 kom til aaben Kamp mellem Biskop Eirik af Stavanger og ham. Man har baade Abbedens Klage og Biskoppens Tilsvar og Beskyldninger, hvoraf det er klart, at hiin ved Haardhed, Ødselhed og Usædelighed har tvunget Biskoppen til som Augustinernes lovlige Foresatte at indskride. Han begav sig da med sit sædvanlige biskoppelige Følge, og uden Tvivl efter forud at have meldt Abbeden sin Ankomst, 8de Septbr. 1333 til Utstein for at visitere Klostret; men han fandt Porten stængt. Biskoppen lod da Klostret med Magt aabne, løste de Munke, som Abbeden havde bandsat, af Bandet, og holdt Messe i Kirken. Forbitret herover ilede Abbeden samme Høst til Nidaros, hvor Rigets Biskopper vare forsamlede, uden Tvivl i Anledning af den om Sommeren viede Erkebiskop Paals Hjemkomst fra Rom. Men hans Klage for denne fik et uheldigt Udfald, da Biskop Eirik her fremkom med mange og alvorlige beviste Beskyldninger mod ham, og efter sin Hjemkomst fandt Biskoppen det nødvendigt at berøve ham Bestyrelsen af Klostergodset. Nu begyndte ny Proces med tilhørende Indsigelser og Udflugter, og Abbeden dømtes 21de Octbr. 1334 for Udeblivelse til at have sin mulige Ret forbrudt.
Nu skrev han (29de Oktbr.) et Klageskrift til Paven, hvori Biskoppens Indtrængen i Klostret og Messen med Bandsatte først anføres; han kalder Visitationen et nyt Paafund, og anseer sig ikke forpligtet eller berettiget til at tage imod Biskoppen til sit Klosters Skade. Dernæst
