Overflødigheden af uvæsentlige Bidrag gjorde det vanskeligt at give nogen sammenhængende Fremstilling af flere bergenske Klostres Historie; men i Stavangers og Hammers Stifter møder en anden og væsentligere Mangel, idet man med Undtagelse af Utsteins Kloster saagodtsom ingen Kundskab har om Klostervæsenet der. Dette er for Hammers Vedkommende ikke saa forunderligt, da det hele Bispearchiv, som opbevaredes i Biskoppens Taarn i Hammer, blev tilligemed Byen opbrændt af Svenskerne 1567 i den nordiske Syvaarskrig, ligesom den Fortegnelse over Biskoppens Bøger og Breve, som i 1553 skal være nedsendt til Christian III, nu ikke er at gjenfinde. Men Stavangers[1] Domkapittels Brevskaber ere endnu for en stor Deel opbevarede, og Kundskaben til dette Stifts Forhold i Middelalderen er iøvrigt ikke saa ubetydelig. Naar man derfor aldrig finder andre Klostre end Utstein nævnte i dette Stift, er der liden Grund til at antage, at det har havt flere, især da en sildigere Oplysning synes bestemt at tale derimod. Det store og i andre Henseender mærkelige Strøg langs Kysten fra Ryfylke til Langesundsfjorden, en Strækning af omtrent 45 norske Mile, synes saaledes at have været aldeles blottet for Klostre.
- ↑ Stavangers Stift havde andre Grændser i Middelalderen end nu, idet Hallingdal og Valders samt en Tid Eidfjord Sogn i Hardanger hørte dertil, medens Øvre Thelemarken laa til Hammers og Oslos Stifter. Se iøvrigt om Bispedømmernes Grændser Munthes Anm. i Aalls Snorre II. 169–170. Munch, Norge i Middelalderen S. 12.
