skjel, der var imellem Benediktinerne og Cistercienserne, idet de Første lagde fortrinlig Vægt paa Lærdom og literære Sysler, medens Bernhard, der selv ingen lærd Mand var, ansaa Kundskaber for unyttige, ja tildeels skadelige, og derimod udelukkende indskærpede Haandarbeider, Agerbrug Havedyrkning[1] m. v. I disse Henseender have de derfor gjort sig meest fortjente. Den oprindelige Strenghed blev snart ved Pavebuller og paa Generalkapitler formildet; Armoden og Tarveligheden især afløstes af Rigdom og ødsel Pragt vaade i Bygninger og Levemaade Klostrene erhvervede sig udstrakte Godser, Kirken Fiskerier, ja endog Kroer[2], og Cistercienserkirkerne hørte til de prægtigste Bygninger i Christenheden.
Ogsaa Nonneklostre af Cistercienserordenen stiftedes omtrent samtidigt med Munkeklostrene. Blandt hine mærkes især Klostret Tart i Bourgogne, stiftet 1120 af den hellige Stephan og confirmeret 1147 af Pave Eugenius III, der selv var Cistercienser. Det skal være bleven Moder til 6000 Klostre, og blev som saadant Hovedkloster for samtlige og Samlingssted for Nonnernes særskilte Generalkapittel. De deelte Skjebne med Mandsklostrene. Yppighed og slap Disciplin indsneg sig efterhaanden; Nonnerne bekymrede sig snart ikke mere om Regel, Faste og Kyskhed, men levede i deres Klostre et verdsligt Liv, dandsede, spillede, modtog den omboende adelige Ungdoms Besøg, førte sig prægtigt i Klæder, og kom i stygt Ry, indtil man først længe efter Reformationen bragte den gamle Strenghed igjen nogenlunde tilbage[3].
Endnu før Bernhard af Clairveaux’s Død (1153) kom Cistercienserne til Norge, dog ikke som de første danske Klostre af denne Orden directe fra de franske Moderklostre, men fra England. I 1146 indkaldte Biskop Sigurd af Bergen engelske Munke fra St. Mariæ Kloster de Fontibus (Fontes, Fountains) ved York, hvilke stiftede St. Mariæ Kloster i Lyse (coenobium Vallis lucidæ) ved Bergen, og Aaret efter, 1147, stiftedes ved Bernhardinere fra Kirkested Kloster i Lincoln St.
- ↑ „antikva
- ↑ Jfr. Lyseklosters Historie. Hvor forskjelligt fra de oprindelige Statutter, der blandt Andet bestemme: „Ecclesias, altaria, sepulturas, decimas alieni laboris vel nutrimenti, villas, villanos, terrarum census, furnorum et molendinurum reditus et cætera his similia, monasticæ paupertati adversa, nostri ordinis excludit institutio.“
- ↑ Geschichte der Mönchsorden. II. 117 ff.
