bebyggedes med udsøgt Pragt, og maatte nødvendig gives et uhyre Omsang, naar det skulde kunne rumme alle til Generalkapitlet mødende Abbeder med deres Følge.
Denne Orden var aldeles eximeret fra Stiftsbiskoppens eller Ordinariens Opsyn og stod middelbar under Paven, der allerede 1119 bekræftede Regelen. Biskoppen af Langres, i hvis Stift Citeaux var anlagt, fraskrev nemlig sig og Eftermænd al Myndighed over Ordenen mod dennes Forpligtelse aldrig uden vedkommende Biskops Tilladelse at oprette noget nyt Kloster. Tilsyn med Ordenens Klostre var imidlertid fornødent, og dette skulde derfor udføres af Generalabbeden, der ifølge Regelen aarlig skulde personlig visitere samtlige Klostre. Dette blev imidlertid snart en Umulighed paa Grund af Klostrenes Antal og fjerne Beliggenhed. Han overdrog da gjerne Visitationen i de forskjellige Lande til en nærmere boende Cistercienser-Abbed med Ret til atter at overdrage sin Pligt til andre, og saa fjerne Lande som Norge og Sverige bleve maaske aldrig besøgte af nogen fransk Abbed[1]. Disse Visitatorer indkrævede tillige de aarlige Afgifter (contributiones), som ethvert Cistercienserkloster var pligtigt at yde til Moderklostret, som deraf skulde bestride Ordenens fælles Udgifter, hvoriblandt til Generalkapitlerne. Imidlertid fulgte Privilegier paa Privilegier for Ordenen i det Hele og dens enkelte Klostre[2]. Et halvt Aarhundrede efter Stiftelsen tællede den alt 500 Abbedier, og uagtet et Generalkapittel i 1151 forbød Oprettelsen af flere, var Tallet dog Aar 1200 blevet 1500, og midt i 13de Aarhundrede bestod den af omtrent 2000 rige Stiftelser, der alle erkjendte Abbeden i Cistertium som Fader. Den ydre Magt og Anseelse fødte indre Stridigheder og ydre Kampe, nærmest med Cluny, hvis Anseelse daglig sank. For at overholde den indre Fred gav Clemens IV en ny Regel, Clementina, der blev almindelig antagen. – Iøvrigt maa man lægge Mærke til den væsentlige For-
- ↑ Det synes allerede tidligt at være bleven Praxis, at Generalabbeden overdrog Visitationen i Norden til en tydsk Abbed, denne atter til en nordisk, almindeligst en dansk. Saaledes fik Abbeden af Esrom i 1380 Fuldmagt fra en tydsk Abbed til paa hans Vegne at visitere 3 norske tilligemed 2 svenske Klostre. (Vadstena Brevbog, kgl. Bibl. i Stockholm, fol. 99.)
- ↑ En Samling af disse findes i Script. Rer. Dan. IV. 560 ff. Ligesaa enkeltviis i Dipl. Svecan. I. 243. 247. 492. II. 35. 138. 369. Script. Rer. Dan. V. 269. Suhms Danm. Hlst. IX. 281. X. 418. XI. 410. 516 o. fl. St.
den af Lyses sildige Ankomst (Barth. IV. 94). I 1321 havde nemlig Generalkapitlet befalet, at 2 Abbeder aarlig skulde afgive Møde for Provindsen Dacia (de 3 nordiske Riger). Martene et Durand Thesaurus. lV. col. 1508.
