ladt Byen, før Dommen forkyndtes, og 21de s. M. tilskreve Abbed Arnald samt Brødrene Bjarne, Halvard og Isak Biskoppen, at de med Sorg havde hørt, at han troede de ikke vilde vise ham den Lydighed, de skyldte sin Foresatte. For at vise det usande heri, nedlagde de deres Trætte med Presten paa Onarheim om Skovstykket i Biskoppens miskundelige Skjød, med Bøn om at bilægge den saa, at Klostret kunde blive skadesløst. Samtidigt hermed vare Abbeden og hans Brødre indstevnede for Biskoppens Raadsmand (yconomo curiæ) angaaende cathedraticum, som de ikke i flere Aar havde betalt, men da de hverken mødte 11te, 12te eller 13de April efter Paaraab, bleve de samtlige dømte in contumaciam. Nu faldt Abbeden til Fode, og overdrog alle Klostrets Sager i Audfinns Vold, som 23de April bestemte med alle Parters Samtykke, at naar Munkene fik deres Kalkovn færdig, skulde de sende Biskoppen en fuld Ladning med „Lysefløiten“, hvoraf Halvparten skulde være Gave som Vederlag for den Vold, de havde viist mod hans Svende. Brændte Ovnen ikke godt, skulde Biskoppen have to Ladninger Ved istedet. Hermed eftergaves al anden Tiltale til Halsnø-Brødrene. Dernæst skjænkede Audfinn dem for sin Livstid Tienden af Klostrets Agre paa Halsnø, mod at de skulde give ham Brev paa, at de havde denne Tiende af Bispegaarden i Bergen og af Naade. Videre eftergav han Klostret sine Udlæg i Sagen, og dømte endelig angaaende Skovteigen, at Halsnø og Onarheim i Fremtiden skulde eie Halvparten hver. Samme Dag udstedte Abbed Arnald og hans Brødre fra Bergen den forlangte Tilstaaelse om den Agertiende, de i nogle Biskoppers Tid havde havt paa Halsnø[1]. – I 1337 havde Halsnø Strid med Hr. Erlend, Prest ved Kaldreksstads (Husnes) Kirke, om Sjælepleien ved Eids Kirke (paa Halsnøen). Kirken tilhørte nemlig lovlig Klostret, men Biskop Audfinn havde overdraget den til hiin Prest.,For at faa Sagen hurtig afgjort, voldgaves den til Biskop Haakon, der tildømte Abbeden og Konventet saavel Bestyrelsen af denne Kirke som Sjælesorgen derved, paa samme Maade som de havde havt den fra Kirkens Stiftelse, mod at Abbeden, hvergang han vilde indsætte en af sine Brødre i dette Embede, skulde dertil fremstille den gudfrygtigste, lærdeste og dygtigste for Biskoppen, som da vilde i sit Navn overdrage ham det[2].
Da Abbed Arnald i 1338 døde, var Konventet ikke eenstemmigt i
