ces med Kannikerne i Stavanger om Laxefisket ved Faxstad i Suledal i Ryfylke, som varede i mange Aar. Kannikerne paastode, at Klostrets Landbønder paa Faxstad havde tilegnet sig større Lod end lovligt. Broder Eirik af Halsnø mødte da for Biskop Ketil af Stavanger i Fasten 1305 paa Abbed Jons Vegne, og lovede at denne skulde møde paa Faxstad paa Halvards Dag næste Aar, der fremvise sin Hjemmel for Fisket, og modbevise Kannikernes øvrige Klager. Men da Sagen ifølge heraf var fore paa Aastedet 1306, mødte hverken Abbed Jon eller nogen for ham, og Lagmanden Sigurd Ormssøn dømte derfor Stavangers Chorsbrødre, der havde mødt, deres Fiske frit og uhindret, samt ilagde Abbeden alle Omkostninger. Denne Dom stadfæstede Kong Haakon 4de August s. A. Hermed var Halsnø Konvent utilfreds, men synes ikke strax at have havt Anledning til at fornye Processen, deels vistnok paa Grund af de indre Kampe i Klostret, som ovenf. S. 150 ere omtalte, deels fordi Abbed Jon kort efter døde (12te Febr. 1308). Munkene havde dog (uden Tvivl 1307) klaget til Kongen, som paalagde Lagmand Sigurd og Andres paa Avaldsnes paany at tage Sagen for sig, men de afviste den, fordi de mødende Munke manglede Fuldmagt fra Konventet, „hvis de ingen Abbed havde“. Denne udaterede Dom maa følgelig være fra Vaaren 1308[1]. Hermed hvilede denne Strid i nogen Tid.
Istedetfor efter Augustinernes Regel nu at vælge en Abbed i Jons Sted, henvendte de regulære Kanniker Eirik og Arne sig paa Konventets Vegne til Biskop Arne som Klostrets Diocesan om Veiledning ved Valget af en Formand, men da Konventets lovbestemte Frist til at vælge eller foreslaa Abbed endnu ikke var udløben, kunde og vilde Biskoppen ikke blande sig i Valget, med mindre det formelig overdroges ham. Senere bragte da Brødrene Arne og Halvard et Brev, hvorefter Konventet havde valgt Broder Eirik. Men da de ikke kunde fremvise noget formeligt Valgbrev, hvoraf Valgmaaden kunde sees, erklærede Biskop Arne 12te Juni 1308 med sit Kapittels Raad Valget ugyldigt, og at følgelig Retten til at give Klostret en Abbed nu var hos ham. Dette var dog kun en Formalitet, thi kort derefter forekommer den af Konventet foreslaaede Eirik som Abbed, ved hvis Valg Biskoppen altsaa iøvrigt ikke har havt nogen Betænkelighed[2]. – Fra denne Tid er og det eneste Testamente,
