hørte foruden det førnævnte Saltøydehuus eller Saltødegaarden, som i
1538 særskilt blev forlenet til Hans Søfrenssøn Slotsskriver paa Bergenhuus,
et Steenhuus nedenfor vor Frue-Kirke, som Erik Rosenkrands
16de Aug 1564 fik tilbage af Kronen, da han oplyste, at hans Forældre
(ɔ: hans norske Forfædre) havde givet det til Lyse Kloster, mod
at derfor skulde holdes daglige Messer og Begængelse, hvilken Tjeneste
lang Tid havde været nedlagt. Med samme Vilkaar havde Klostret af
hans Forældre faaet indre Arnegaard paa Stranden, som han ligeledes
4de Oktbr. 1565 fik tilbage. Endelig nævnes i et Fæstebrev fra Nils
Berildssøn af 1541 „Klipperstrædet“ i Bergen, hvoraf Klipperne skulde
give 15 Bergens Gylden i aarlig Leie, samt hver ny Leier et Stykke
Meel eller Malt i Indfæstning[1].
Lyse Klosters Bygninger synes længe efter Reformationen at have været beboede, men Suhm (Danm. Hist. V. 637) forvexler det nok med Halsnø, naar han siger, at dette endnu i forrige Aarhundrede var Tilfældet. Kirken er udgravet af den nuværende Eier Hr. Formann, men selve Klostret ligger endnu under Gruusdække. Man seer af Kongebreve, at dets bedste Stene gjennem hundrede Aar ere bortførte til Bergenhuus, Kjøbenhavn, ja endog til Meklenborg[2], og dog er der nok tilbage til at vise, at de første Cisterciensere i Norge have bygget med Smag og Dygtighed.
Halsnø (Haulsna, Hálsna) er en Miil lang Ø i Fjelbergs Prestegjeld paa Søndhordland. Den ligger i Bømmelfjorden paa dennes Østside, og danner med Stordøen i Vest denne Havfjords Grændser. Øen strækker sig i sin største Længde mod Nordvest, og udgjør næsten hele Eids Sogn, hvis Kirke ligger paa Øen. Paa det frugtbare skovkrandsede Eid (Halsen) i den nordvestlige Ende af Øen laa et Kloster, hvis Grundvolde vare synlige til de senere Aar, og hvor endnu Halsnøklosters Hovedgaard ligger.
