pen, oplyste hvad hidtil var skeet, gjentog alle Abbedens Udflugter og Protester, og svarede hertil, at han fremdeles nærede Tvivl om Klostrets Membraners Ægthed, men uden Hensyn hertil var disses Paaberaabelse nu for sildig og derfor frugtesløs. Det kunde bevises, at Abbeden i Biskoppens Consistorium og i mange Læges og Lærdes Paahør havde ytret i Anledning af en oplæst 5 i Dekretalerne, „at han ei brød sig om eller var pligtig at lyde den hellige Faders kanoniske Beslutninger, eller hvad Erkebiskoppen eller andre geistlige Dommere bød“. Derimod havde Abbeden underkastet sig Baard Lagmands Kjendelse, og i flere Maaneder henholdt sig hertil. At hine Ord ere talte i Overilelse, som Abbeden siger, gjør ham ikke fri for Straf, og hans nærværende Klage til Erkebiskoppen beviser ikke hans Underkastelse, da han, umiddelbart efterat han havde forkastet al geistlig Domstol, ilede til Kongen, og først da han mistvivlede om her at udrette noget, vendte han paany Kappen og tog sin Tilflugt til Eilif. Audfinn negtede ham derfor fremdeles de forlangte Beviisbreve[1].
Da desuagtet Lyseklosters Munke atter opførte sin Laxegaard tversover Elven, befalede Audfinn 15de Juni 1329 Presterne i Fane, Os og Birkeland, hvis Sogne omslutte Lysekloster, under Messesangs Pine at lyse Munkene i aabenbart Band, og med dem Alle, som havde deeltaget i deres lovløse Gjerninger. Heri ere de faldne, fordi de paany have opført Fiskegaarden uden at agte paa Narves og Audfinns Domme, der satte Bandsstraf derfor; ligeledes have de taget to Not fra Presten i Os, imod Legaten Vilhelms Bud og Anordning. Fremdeles have de skudt sin Sag fra Kirkens ind under Lægmænds Dom, hørt de nævnte Presters Sognemænds Skriftemaal, sunget Messer, betjent Syge, og Presterne uspurgte, begravet disses Sognemænds Lig paa Kloster-Kirkegaarden. – Strax derefter, 26de Juni, faldt Erkebiskop Eilifs Dom, der i Eet og Alt stadfæstede Audfinns, og oplæstes i Bergen for Abbed Arne[2]. Saaledes endte da en Proces, der næsten nødvendigt maatte følge af det Modsigende i Cisterciensernes Privilegier og Bispestolens anerkjendte Rettigheder. – Denne Abbed Arne fik en sørgelig Ende. Da han i Aaret 1336 (nogle Annaler have 1337) vilde seile til England, med hvilket Land altsaa den gamle Forbindelse fremdeles vedlige-
