var Abbed i Lyse, ei efter den fastsatte Tid efterlevede Dommen, lod Biskoppen 11te Juli Laxegaarden nedbryde ved sine Folk. Abbed Arne opførte den strax igjen, og Biskoppen lod den atter nedbryde 28de Juli. Not søgte Abbeden at hjælpe sig ved at ty til Kongens Dom, og først da han her afvistes, henvendte han sig under Juul 1328 til Biskoppen med Fordring paa at nyde sit Laxefiske i Fred som hans Formænd, ifølge Kong Magnus’s og Erkebiskopperne Jons, Jørunds og Eilifs Værnbreve. Da dette ikke hjalp, indgav han til Audfinn en Appel til Erkebiskop Eilif af 12te Januar 1329, hvori han klager over, at Biskoppen i to fulde Aar havde tilføiet Klostret Skade paa dets Fiskeri, imod Pave Honorius IVs Brev, hvori det var givet Klostret, og ifjor, som anført, to Gange nedbrudt det. Desuden søger Biskoppen at indskrænke og tilintetgjøre Klostrets Værnbreve, Immuniteter og Rettigheder ved egenmægtige Fortolkninger, og nøder derved Arne til at søge Ret hos Eilif. Hertil svarede Biskop Audfinn, at Appellen var formelt ulovlig, da den fremkom 7 Maaneder istedetfor 10 Dage efter Dommen, og ugyldig, da Abbeden og hans Konvent vare excommunicerede paa Grund af Overhørighed mod Dommen, og derfor efter Lovene ei kunde appellere. Hvad ellers Abbedens Forsvar angik, da beviste Narves Dom og Audfinns Forhør, at Klostret ikke har været i rolig Besiddelse af Fisket; Biskoppen har ikke angrebet dets Immuniteter og Værnbreve, men kun efter Pligt sørget for at disse ikke brugtes til Trediemands Skade, som her netop havde Medrettighed, og heri havde han Naturretten og Civilloven med sig. Forøvrigt havde han Mistanke mod de af Abbeden paaberaabte Breves Ægthed, forkastede Appellen og negtede at give Beviisbreve til Erkebiskoppen. – Abbeden skjød sig nu 16de Febr. ind under Klostrets Immunitet, negtede at møde eller svare for Biskoppen i nogen Henseende, og henholdt sig til sin forrige Klage. Han havde ikke talt noget mod Paven, og var end et uagtsomt Ord faldet ham af Munden, var dermed intet Ondt meent og det kunde afsones; ei heller har han talt ilde om Erkebiskoppen, hvis Dom han netop nu undergav sig, ligesom han havde hos denne undskyldt, at Appellen fremkom for silde; hans Færd maatte ei dømmes efter Kardinalens af Sabina Dom, da Cistercienserne ikke deri nævnes, og Dommen derfor ifølge Honorius IIIs Brev ikke angaar dem[1].
Nu fremstillede Audfinn 1ste Marts 1329 Sagen for Erkebiskop- Langes Klosterhistorie.
23
- ↑ Formodentlig Bullen af 6te Novbr. 1225. Dipl. Svecan. I. 247–248.
