eller Vikarier med viet Olie for Kapellerne, saafremt Erkebiskoppen eller Biskopperne i Norge, hvem dette samme Dag var paalagt som Pligt, skulde undslaa sig derfor eller gjøre nogen Vanskelighed dermed[1]. 1ste August 1312 var Abbed Gunnar hos Kong Haakon i Oslo, og stadfæstede et Mageskifte mellem Kantsleren Hr. Ake og Abbed Albrekt af Hovedø (se dette Kloster).
Gunnars Eftermand var uden Tvivl Abbed Arne, der nævnes i 1325 og 1328 som Vidne i Munkeliv[2], og 18de Juli 1326 fik Pas af Biskop Audfinn af Bergen til Generalkapitlet i Cistercium, hvortil han var kaldet. Biskoppen medgav ham desuden en Anbefaling til samtlige der forsamlede Fædre, hvori han bad dem undskylde Abbeden om han ei kom frem til rette Tid, da han fra først i Juli var bleven opholdt ved Modvind og Uveir[3]. Denne Abbed Arne førte med Biskop Audfinn paa Nonneseters og Prestens Vegne i Os en Proces, der tydeligere end nogen anden viser, i hvilken Grad en vrangvillig Cistercienser-Abbed kunde forhale Retten ved Hjælp af Ordenens Friheder.
Lyse og Nonneseter Klostre, Presten i Os og Bønderne paa Samnedal i Fane Sogn havde alle Rettighed til det i Os-Elven faldende store Laxefiske. Men allerede i Biskop Narves Tid († 1304) havde den daværende Abbed i Lyse Alexander bygget en Laxegaard tvers over Elven, saa at Laxen hindredes fra at gaa op til de øvrige Lodeieres Grund. Presten paa Os klagede over denne Ulovlighed, og ifølge Biskop Narves Dom blev Laxegaarden nedbrudt, forsaavidt den stod længere ud i Aaen, end Lovbogen tillod. Men Abbeden negtede at adlyde Dommen, da den stred mod Klostrets Immunitet og pavelige Privilegier; han byggede derfor atter sin Laxegaard heelt over Elven, og saaledes henstod Sagen i mange Aar, indtil endelig Søstrene i Nonneseter, Presterne paa Fane og Framnes samt Samnedals Bønder atter klagede for Biskop Audfinn 1328. Denne stevnede Raadmanden i Nonneseter og de øvrige Vedkommende til Os, hvor han personlig undersøgte Sagen, og derpaa 8de Juni stadfæstede Narves Dom, at Abbedens Laxegaard skulde afbrydes midt i Aaen, saa Fisken kunde gaa frit mellem Fjeld og Fjære; og uhindret naa op til hvers Eiendom. Da Arne, som nu
