Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/354

346

Tredie Afsnit. Bergen.

Besynderligt bliver det dog, at det ikke nævnes i et eneste af Middelalderens mange Testamenter. At Abbed Ritabørn af Nidarholm døde her paa Hjemreisen til sit Kloster om Høsten 1244, er omtalt S. 206. Paa denne Tid var det og, at Munken Matthæus fra St. Albans i England reformerede Nidarholm, og hans Udtryk antyde, at de øvrige Klostre af denne Orden i Norge, følgelig ogsaa Selje, have nydt godt deraf^[1]. – Fra Selje udgik den sidste norske Jerusalemsfærd under Korstogene, idet Hr. Andres Nikulassøn, der havde sluttet Freden i Perth, med Minoritten Mauritius 17de Jan. 1271 fra Selje afseilede til det Hellige Land. Hensigten har maaske været at deeltage i Kong Ludvig den Helliges Korstog, om hvis uheldige Udfald Efterretningen endda ei kunde have naaet Norge^[2].

De øvrige Underretninger om Selje angaa Abbedskifter, og det er dets Forbindelse med Munkeliv, der skaffer os disse Oplysninger. Ved Halvardstider (15de Mai) 1305 blev Einar, Abbed i Selje, forflyttet til Munkeliv, og da Konventet i Selje ved den nye Abbeds Udnævnelse ei iagttog de kanoniske Regler, tilfaldt Valgretten Bergens Kirke som nærmeste Foresatte. Biskop Arne valgte med sit Kapittels Bifald en Munk i Klostret (uden. Tvivl Heming) til dets Formand^[3]. I samme Aar afbrændte Klostret, men Torfæus’s og Langebeks Formodning, at dets Konvent med det samme er ophørt, modsiges af de følgende Efterretninger, og af Sagaernes Vidnesbyrd^[4]. Den nye Abbed i Selje indviedes i Bergens Domkirke 20de Febr. 1306, til hvilken Høitid Biskop Arne indbød Abbed Hugo af Lyse, da det var en gammel, hidtil overholdt Skik ved Domkirken, at to Abbeder overvare Indvielsen. Biskop Audfinn befalede 9de Mai 1322 Presten Berg Kolbeinssøn at residere ved sin Hovedkirke paa Selje, og 18de s. M. meldte Heming, Abbed i Selje, og Martin, Leieprest sammesteds, at Biskoppens Brev var bleven Berg forkyndt^[5]. I 1326 valgte Biskop Audfinn Abbed Heming til Abbed i Munkeliv (ovenf. S. 271–272), og

1. Matth. Par. ed. Wats. 506. Script. Rer. Dan. IV. 415.
2. Torfæi Hist. Norv. IV. 350–351. Isl. Annaler 142. jfr. ovenf. S. 140.
3. Script. Rer. Dan. IV. 418–419 efter Barth. IV. 751–753.
4. Islandske Annaler 188. Torfæi Hist. Norv. IV. 415. Script. IV. 14. sammenlignet med Fornm. Sögur. I. 231.
5. Dipl. Norv. III. No. 62. 128. 130.