Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/353

345

§ 17. Selje Kloster

I Sunnivas Følge var, efter Legenden, ogsaa hendes Broder Albanus, rimeligviis den bekjendte engelske Martyr af dette Navn, hvis Levnet er bleven lokaliseret for Norge, og til hans Ære byggedes det Benediktinerkloster her paa Øen, hvis Ruiner endnu forskjønne denne vilde Egn. Det hører rimeligviis til de ældste Klostre i Landet, men man kjender iøvrigt hverken dets Alder eller Stifter. Paa Selje var i Kong Olaf Kyrres Tid († 1093) Gulathingslagens Biskop Bernhard bosat, rimeligviis paa Grund af Sunnivas Helligdom, men han flyttede senere Bispestolen til Bergen. Da man med Vished veed, at intet norsk Kloster stiftedes før i Sigurd Jorsalfarers Tid (1103–1130), kan der under Bernhards Ophold paa Selje ei været noget Kloster der; men det er dog høist rimeligt, at man ei har ladet Helligdommene paa Øen uden Tilsyn, og at dette meget tidligt er betroet til Benediktinermunke, som man finder have staaet i nøie Forbindelse med Brødrene i Munkeliv^[1]. Klostret var helliget Albanus og bar dennes Navn og ikke Sunnivas. Det er en Forvexling af Klostret med St. Sunnivas eller rettere Seljemændenes Kapel under Hellerne, der har bragt samtlige nyere Forfattere til at tale om „Synnives Kloster“ paa Sellø^[2]. Urigtigheden heri fremgaar desuden tydeligt af Klüvers Grundtegning af Ruinerne, sammenlignet med Flatøbogens Beretning^[3]: „I den Kirke, som er Alban helliget, er et Sortmunkekloster, og der i Kirken ere mange Skriin baade store og smaa, hvori Sunnives Følgesvendes hellige Been bevares; men Sunnives Kirke er oppe i Fjeldet, noget fra Klostret. Fremfor denne Kirke ved Hulen lod Kong Olaf gjøre en stor Steenvæg saa høi og forsvarlig som det stærkeste Kastel. Under denne Muur ligger Klostret, og Opgangen til den øvre Kirke er mellem Bækken og Muurvæggen“.

Til dette Klosters Historie haves kun sparsomme Bidrag, ligemeget en Følge af dets afsides Beliggenhed og af at dets Breve ere tabte.

1. Munchs Norske Folks Hist. II. 624. Keysers Norske Kirkes Historie I. 144. 159. 187; ovenf. S. 13.
2. Klüvers Mindesm. 133 ff. Munthe i Aalls Snorre I. 57. Kraft Norges Beskr. IV. 916. Neumann har i Budst. VI. 568 ff. samlet, hvad man hidtil vidste om dette Kloster. Sellø Kaldsbog beretter, at en Preste-Enke i Kaldet af Skadefrohed skal have opbrændt Klostrets samtlige Brevskaber, der endnu i Midten af 17de Aarhundrede bevaredes paa Prestegaarden. Vist er det, at Klostrets Breve nu ere tabte.
3. Fornm. Sögur I. 231.