I Sunnivas Følge var, efter Legenden, ogsaa hendes Broder Albanus,
rimeligviis den bekjendte engelske Martyr af dette Navn, hvis
Levnet er bleven lokaliseret for Norge, og til hans Ære byggedes det
Benediktinerkloster her paa Øen, hvis Ruiner endnu forskjønne
denne vilde Egn. Det hører rimeligviis til de ældste Klostre i Landet,
men man kjender iøvrigt hverken dets Alder eller Stifter. Paa Selje
var i Kong Olaf Kyrres Tid († 1093) Gulathingslagens Biskop Bernhard
bosat, rimeligviis paa Grund af Sunnivas Helligdom, men han
flyttede senere Bispestolen til Bergen. Da man med Vished veed, at
intet norsk Kloster stiftedes før i Sigurd Jorsalfarers Tid (1103–1130),
kan der under Bernhards Ophold paa Selje ei været noget Kloster der;
men det er dog høist rimeligt, at man ei har ladet Helligdommene paa
Øen uden Tilsyn, og at dette meget tidligt er betroet til Benediktinermunke,
som man finder have staaet i nøie Forbindelse med Brødrene i
Munkeliv[1]. Klostret var helliget Albanus og bar dennes Navn og
ikke Sunnivas. Det er en Forvexling af Klostret med St. Sunnivas
eller rettere Seljemændenes Kapel under Hellerne, der har bragt samtlige
nyere Forfattere til at tale om „Synnives Kloster“ paa Sellø[2].
Urigtigheden heri fremgaar desuden tydeligt af Klüvers Grundtegning af
Ruinerne, sammenlignet med Flatøbogens Beretning[3]: „I den Kirke,
som er Alban helliget, er et Sortmunkekloster, og der i Kirken ere
mange Skriin baade store og smaa, hvori Sunnives Følgesvendes hellige
Been bevares; men Sunnives Kirke er oppe i Fjeldet, noget fra
Klostret. Fremfor denne Kirke ved Hulen lod Kong Olaf gjøre en stor
Steenvæg saa høi og forsvarlig som det stærkeste Kastel. Under denne
Muur ligger Klostret, og Opgangen til den øvre Kirke er mellem Bækken
og Muurvæggen“.
Til dette Klosters Historie haves kun sparsomme Bidrag, ligemeget en Følge af dets afsides Beliggenhed og af at dets Breve ere tabte.
- ↑ Munchs Norske Folks Hist. II. 624. Keysers Norske Kirkes Historie I. 144. 159. 187; ovenf. S. 13.
- ↑ Klüvers Mindesm. 133 ff. Munthe i Aalls Snorre I. 57. Kraft Norges Beskr. IV. 916. Neumann har i Budst. VI. 568 ff. samlet, hvad man hidtil vidste om dette Kloster. Sellø Kaldsbog beretter, at en Preste-Enke i Kaldet af Skadefrohed skal have opbrændt Klostrets samtlige Brevskaber, der endnu i Midten af 17de Aarhundrede bevaredes paa Prestegaarden. Vist er det, at Klostrets Breve nu ere tabte.
- ↑ Fornm. Sögur I. 231.