svunden. Inderst i Vaagen omtales en „Munkebrygge“, der nærmest har tilhørt dette Kloster[1].
Den lille Ø Selje (Selja) ligger i Prestegjeldet af samme Navn strax Syd for Statland i Nordfjord. Paa Grund af sin sikre Havn, midt i Søleden mellem Bergen og Nidaros, netop hvor det farlige Stathav begynder, har Selje fra de ældste Tider og til vore Dage været en meget besøgt Havn, hvor ofte hele Flaader ligge børfaste. Dette var rimeligviis Olaf Tryggvessøns Grund til her at bygge en af de første Kirker i Norge, samt begunstige de Rygter om Helgenlevninger, som her skulde være fundne. Øen nævnes oftere i Sagaerne ved Beretninger om de idelige Reiser langs Kysten; her var det Kong Olaf Haraldssøn (den Hellige) først landede, da han kom hjem for at indtage sit Fædrenerige, og han ansaa dette for et heldigt Varsel. Mærkeligst er dog Øen bleven ved den hellige Sunniva og hendes Følge, samt sit Kloster.
Om Sunniva fortæller Legenden, at i Keiser Ottos og Haakon Jarls Dage forlod en irsk Dronning Sunniva, kjed af Hedningernes Anfald, sit Rige, og fulgtes af mange Frivillige. De dreves hen til de norske Smaaøer Selje og Kinn, hvor de en Tidlang opholdt sig. Bønderne i Egnen, der havde mistet noget Kvæg, og derfor antoge de Fremmede for Vikinger, meldte Sagen for Jarlen, der med mange Stridsmænd ankom til Øen. De irske Mænd gik da ind i Bjerghellerne paa Selje, og bade Gud at ende deres Lidelser, hvorpaa et Steenskred lukkede Hellernes Aabning og begrov dem. Senere efter Haakon Jarls Fald saa man et underligt Skin paa Øen, og fandt et Mandshoved, som gav en deilig Lugt fra sig. Kong Olaf Tryggvessøn fandt nu ved nøiere Undersøgelse blandt Hellerne den unge Dronnings Lig ganske friskt. En Kirke byggedes foran Hulen, og her opbevaredes den hellige Sunnives Been i et Skriin, der 7de Septbr. 1170 flyttedes til Bergens Domkirke[2]. Den 8de Juli blev Sunnives og Følges Festdag i Norge (fest. Sanctorum in Selio, Sunniva cum sociis, Seljumannamessa), der endnu kjendes af Almuen.
