Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/348

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
340
Tredie Afsnit. Bergen.

Antonius’s og Klaras Festdage samt Klostrets Indvielsesdag tilstaaet Afladsret. Dets Munke kaldes gjerne blot Barfodbrødre (nudipedes, berføttabrœðr), hvorved de lettelig forvexles med Augustinerne ved Jonskirken, og forekomme iøvrigt stundom under det lokale Navn ínn til brœðra, i Modsætning til Prædikebrødrene. At der ved dette, som ved Minoritterklostrene i Almindelighed, har været en Skole, er vist, men om dens Skjebne og Indretning iøvrigt veed man Intet.

De Barfodmunke i Bergen, der forekomme under Kong Magnus Lagabøter og hans Eftermand, vare ganske vist Franciskanere; thi det er allerede ved Jonsklostret oplyst, at dette ikke kan have staaet i nogen Anseelse hos Kongerne, medens Kong Magnus’s Forkjærlighed for Olafsklostret i Bergen netop forklares af de Tjenester, dets Munke ved forskjellige Leiligheder havde viist ham. Han sendte 1264 fra Bergen to Barfodmunke Mauritius og Sigurd som sine Sendebud til Skotland, for at afværge Fortsættelsen af Krigen med dette Rige, og 1281 var uden Tvivl den samme Franciskaner Mauritius blandt Kong Eriks Udsendinge til Skotland i Anledning af hans Ægteskab med Margreta[1]. Rimeligviis har og Olafsklostret i den første Tid været Bolig for Ordenens Custos i Norge, der i 1265 var blandt dem, Paven udnævnte til at vælge en Erkebiskop[2].

Allerede 1270 havde Minoritterne det Uheld, at deres Kloster afbrændte[3], men af Kong Magnus’s Testamente seer man, at han allerede før dette skreves (Febr. 1277), havde sat dem istand til at gjenopbygge det. Foruden 12 Mark Sterling til Brødrene selv havde han nemlig givet 700 Mark gangbar Mynt til Klostrets Bygning, den største Gave til enkelt norsk Kloster, som Kilderne omtale. Hans Kjærlighed

  1. Fornm. Sögur X. 156. 158. Suhm X. 827. Ovenfor S. 117. 140. I Acts of Parliament of Scotland I. findes Facsimile af en Vidisse af en af de norske Sendemænds Forhandlinger i Skotland. Her anføres sidst blandt Nordmændene frater Bernhardus Ludovici de ordine fratrum minorum. Den bekjendte Ridder Bjarne Lodinssøn var en verdslig Mand, der vist aldrig var eller blev Minorit, og jeg antager derfor bestemt, at her er en Feil af Vidissens Nedskriver, idet Mauritius’s Navn er oversprunget og hans Stilling overført paa Hr. Bjarne Lodinssøn. Efter hvad man iøvrigt veed vare de norske Sendebud der: Biskop Peder af Orknø, Hr. Bjarne (Erlingssøn) af Bjarkø, Kanniken Mester Bernhard og Broder Mauritius af Minoritterordenen.
  2. Islandske Annal. 134. Script. Rer. Dan. III. 106.
  3. Islandske Annal. 140.