bleve staaende, naar de ikke paa slig Maade benyttedes. Kardinalen satte Bandsstraf for dem, der i Fremtiden vovede Sligt, samt anmodede ogsaa Kong Haakon om at hjælpe til, at saadan Usømmelighed ei oftere indtraf[1].
Saaledes var denne Kilde til Uvenskab stoppet, men det brød senere ud med forøget Harme ad andre Veie, ligesom i det Hele det 13de Aarhundredes Slutning var en Kampens Tid over hele Norden mellem Kanniker og Tiggermunke. Dette fiendtlige Forhold var det vel og, der nærmest foranledigede Pave Benedikt XIs Bud af 2den April 1304 til Biskopperne af Roeskilde, Linkøping og Stavanger at bringe Enighed i Stand, især angaaende Munkenes frie Prædikeret og Skriftemaal, portio canonica og den biskoppelige Fjerdepart[2], hvorom han nylig havde udstedt en almindelig Forskrift (constitutio Benedictina), hvorefter senere Tvistigheder skulde paadømmes, saa Tiggermunkene ikke forurettedes af Sekulargeistligheden[3]. At denne Pavebulle navnlig har fundet Anvendelse paa Forholdet mellem Dominikanerne og Domkapitlet i Bergen, er tydeligt deraf, at netop de deri anførte Tvistepunkter forekomme i de Stridigheder mellem dem, der udbrøde i Kong Erik Magnussøns Tid (omtrent 1290), og varede ligetil Biskop Audfinn bragte et Forlig i Stand. Herom haves endnu 4 Breve i Behold.
Det første Brev af Juli (1290?) er til Kongen og aander den høieste Forbitrelse mod Kannikerne. Uretten synes og at have været alvorlig. Kannikerne havde paa et Prestemøde imod Biskoppens (Prædikebroderen Narves) Raad og Villie udstedt almindeligt Forbud til Indbyggerne i Bergens Stift mod at optage Dominikanerne i sine Huse, kalde dem til Sygebesøg, eller give dem Almisse som andre Fattige. Biskoppen havde vel tilbagekaldt denne Bestemmelse, gjort Undskyldning derfor, og anmodet Alle om at modtage og behandle Prædikebrødrene med Agtelse og christelig Kjærlighed, men Kannikerne havde sat sig med al Magt derimod, og gjort uhørte Beskyldninger mod Brødrene. Trods Biskoppens Indvendinger havde Kannikerne derpaa forordnet, at den Prest, der viste Dominikanerne noget Venskabstegn, skulde berøves sit
- ↑ Suhm X. 965. Dipl. Norv. II. No. 7. 8. jfr. ovenfor S. 163 ff.
- ↑ Portio canonica kaldtes den Afgift af en Afdøds Formue, der skulde tilfalde hans Sognekirke, naar han ikke lod sig begrave i denne; quarta episcopalis var den Fjerdepari af alle Testamentgaver, som Biskoppen havde Ret til at anvende til gudeligt Brug.
- ↑ Barth. III. 79–81.
