Denne Abbed Gyrd blev i 1349 Biskop i Skalholt, og indviedes
dertil i Bergen af Salomon af Oslo, den eneste norske Biskop, der overlevede
Pesten. Under denne var der imidlertid ingen Leilighed for ham
til Island, og han kom saaledes først did i 1351[1]. Om Jonsklostret
vides derimod i denne Tid Intet; at Konventet har været ubetydeligt,
fremlyser ogsaa deraf, at det ikke nævnes blandt de Klostre og Kirker,
hvortil Processionerne i Pestens Dage gik. – Gyrds Eftermand var
maaske den Abbed Helge Thordssøn, der uvist af hvad Grund i
1360 havde begivet sig til Island, men paa Tilbagereisen forliste tilligemed
Biskop Gyrd af Skalholt og flere andre Mænd, hvorved ialt 90
Mennesker bleve borte[2]. Fra denne Tid af veed man næsten Intet
om dette Kloster. I 1402 udstedte Steinar Aslakssøn, Munk her, et
Brev om, at Eilif Arnessøn i sin Dødsstund havde givet Munkeliv en
Deel i Arnegaard næst ovenfor de Søboder, han havde givet Jonskirken,
og 1418 var Abbed Laurents af Jonskirken i Munkeliv ved Fru
Margareta Eilifsdatters Gave til dette Kloster[3]. – En Augustinermunk
Johannes, der nærmest var herfra, meddeeltes omtrent 1440 af Biskop
Olaf Reisepas til Blodet i Vilznak (i Mark-Brandenburg) og derfra
hjem over Vadstena[4]. – Da hele Strandsiden ved Bergen afbrændte
1489[5], er Jonsklostret neppe reddet, og da det senere aldeles ikke forekommer,
er der endog Grund til at antage, at det efter den Tid ikke er
gjenopbygget. Paa Reformationstiden er der kun Tale om dets neppe
betydelige Jordegods, der blev slaaet sammen med Munkelivs, og i Forening
med dette udgjorde en verdslig Forlening.
Jonskirkens Ruiner stode imidlertid tilbage, og flere betydelige Kjælderhvælv samt et Taarn findes endnu i to Huse paa Strandgaden. Christian III gav 22de Juli 1552 St. Hans Kirke og Kirkegaard med et Stykke af Grunden op mod Marken, 84 Alen bredt og 134 Alen langt, til Bergens By, for der at bygge et Raadhuus, hvortil Byen desuden maatte benytte Stenene af Allehelgens-Kirke[6]; men dette Raad-
