terne af den anseelige Bygning. Ligesaa synes enkelte af Udhusene at
være fra den katholske Tid[1].
Dette bergenske Kloster laa paa Nordnes, omtrent 500 Alen Sydost for Munkeliv, paa den nuværende Strandgades Opside strax indenfor Smørsalmenningen. Selve Klostret laa nede under Bakken ved Gaden, men Kirken høiere oppe mod Markeveien. Af dette havde Bryggen ret ned for Klostret ved Vaagen Navnet Jónsbryggja, og den aabne Plads paa den anden Side mod Vest kaldtes Jónsvellir (nu Engen), Navne, der oftere forekomme[2]. Af Klostrets Beliggenhed paa Stranden kommer dets plattydske Benævnelse: St. Johannis up den Strand. Dets Alder er uvis. Jonsvoldene omtales vel allerede i Harald Gilles Saga; men Sagaskriverne benævnede ofte Stederne med de Navne, de havde paa deres Tid, og fra Navnet Jonsvoldene kan man derfor Intet slutte; desuden er det høist usandsynligt, at dette Kloster er saa gammelt; thi det var beboet af Augustinere, og denne Orden kom ikke til Norge, før Domkapitlerne oprettedes (1152). Fra 12te Aarhundredes Midte kan derfor dette Kloster været til, og det er derhos høist sandsynligt, at det er samtidigt med Bergens Domkapittel, og rimeligviis stiftet af Bergens Biskop; men sikre Vidnesbyrd om det har man først mod Aarhundredets Ende. I Sverres Saga, hvis Forfatter var samtidig, nævnes nemlig ei alene Jonsbryggen og Jonsvoldene, men i 1198 tillige Jons-Kirkegaard[3], og kort efter forekommer Konventet selv i fuld Stand. Klostret var helliget Døberen Johannes, og dets Augustinere hørte til den strenge Congregation, der tillige vare Barfodmunke. Ved dets Benævnelse i norske Skrifter støder man paa den Synderlighed, at det udelukkende har Navn efter Kirken (Jónskirkja), og aldrig uden i latinske Kilder fører Navn af Kloster. Hiint Navn har altsaa været det paa Stedet almindelige, enten nu Grunden dertil var, at Kirken har været ældre end Klostret, eller og at den oppe paa Fjeldryggen liggende Klosterkirke har faldt mere i Øinene, end den lavere liggende, af
