de Valgtes Personlighed, men med Hensyn til de begaaede Valgfeil. Saaledes faldt Valgretten til Biskoppen. I Brev af 16de Decbr. s. A. melder han dette til „sin kjære Datter og gudelige Jomfru“ Joron Constantia, Nonne i Mariæ Kloster i Bergen, samt at han, efter alvorlig at have overveiet de forskjellige Søstres Dygtighed til denne Post, har med sit Kapittels Samtykke nu valgt hende, Joron Constantia, i rette Tid til Abbedisse og Forstanderske (prælata) i St. Mariæ Kloster, hvilket han paalægger hende ydmygt og kraftigt at styre. Tre Dage derefter, 19de Decbr., er Abbedissens Kaldsbrev (installalio) udfærdiget af Biskop Audfinn. Nonnerne havde bifaldt hans Valg, og Joron overdroges derfor Klostrets Bestyrelse baade i aandelige.og verdslige Sager. Kannikerne Hr. Simon og Hr. Salve paalægges at begive sig med dette Brev til Klostret, og der i Biskoppens Navn høitideligen lede hende op (intronizare) i Abbedissens Sæde i Klosterkirken[1].
I 1326 var Abbedisse-Værdigheden atter ledig; men denne Gang iagttoge Søstrene Valgformerne. Ved Brev af 29de Marts 1326 bekræftede derfor Biskop Audfinn Søster Ingeborg Cecilias Valg til Abbedisse, da det var foregaaet med tilstrækkelig Pluralitet, da den Valgte var 30 Aar gammel, ægtefødt, bekjendt for sin jomfruelige Ærbarhed, og ellers af Gud begavet. De ovennævnte to Kanniker fik derfor det samme Hverv med Hensyn til den Valgtes Installation[2]. – Paa denne Tid havde Nonneseter en vidløftig Proces med Lysekloster angaaende Laxefisket i Oselven ved Lyse. Den paadømtes i 1328 af Audfinn til Nonneseters og Osprestens Fordeel[3], men hører nærmest hjemme i Lyses Historie.
Om Nonneseter i Cistercienserindernes Tid er der fra nu af kun et Par Testamenter og en Efterretning fra Sortedødens Dage tilovers. I uvis Tid (1305–1320) gav Thorfinn i Henriksgaard i sit Testamente 12 Mark brændt til Nonneseter til Kirkebygning[4], og 13de Mai 1337 gav Endrid Simonssøn det ligesaa en Mark brændt, „sig til Skraasætning og Sjæletider“, samt til Søster Vigdis i Nonneseter sin Maardskinds Kappe og 9 Alen Klæde[5]. – I Arvid Ingeldssøns første Te-
