stamente af 4de Decbr. 1430 fik samme Kloster to Nobel i Penge, samt sin Part med flere geistlige Stiftelser i hans udestaaende hos en Bonde paa Sunnhordland[1]. – For at afbede Guds Vrede under Pesten 1349 forordnedes 5 Messer at holdes 5 Dage efter hinanden. Til Messerne skulde man begive sig i høitideligt Optog, og Alle bære en brændende Kjerte, gaa barfodede, faste 4 Dage forud, og ofre til de Fattige. Anordningen for Bergen haves, og ifølge samme gik Processionen første Dag om Onsdagen til Prædikebrødrene, Thorsdag til Minoritterne, Fredag til Nonneseter, Lørdag til Munkeliv og Søndag til Domkirken, hvor samtlige Deeltagere skulde nyde Nadveren[2].
Gjennem hele 150 Aar veed man aldeles Intet om Nonneseter og dets Skjebne. Senere Efterretninger oplyse kun, at i sidste Halvdeel af det 15de Aarhundrede, maaske samtidigt med Munkelivs Ødelæggelse og Forvirringen der, bleve Nonneseters Bernhardinerinder udjagede af Norges Riges Raad paa Grund af deres løsagtige og onde Levnet, og rimeligviis er Klostrets Gods derpaa skjænket Munkelivs Birgittinere, for at afhjælpe de idelige Klager over Mangel paa det Nødvendige, som kom fra dem. Billighed maatte imidlertid medføre, at Rigsraadet, da det ophævede Klostret som selvstændigt Konvent, har tilladt de Nonner, der ingen Deel havde i Udskeielserne, at blive der i Ro til deres Død, samt har paalagt Munkelivs Konvent, som fik Godset, at sørge for disse Tilbageblevnes sømmelige Underhold[3]. Dette synes og at følge af et Brev af 16de Juni 1484, hvori Engelbrekt Amundssøn tilkjendegiver, at det paa Lagthinget var paalagt ham at høre de Prov, som de, der da havde Nonneseter i Værge, fremførte om Arven efter Jon Gudmundssøn. Han indfandt sig derfor i Brødrenes Taleport i Munkeliv, hvor Confessoren Broder Ketil Beinktssøn fremlagde Beviser for,
- ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 14. No. 10. I Schønings Aftryk (Anh. til Domk. Beskr. 8–9) er Frue Kirke og Nonneseter udeladte ved Fællesgaven.
- ↑ Suhm XIII. 217. Ordenen er uden Tvivl bestemt ved disse hellige Steders Beliggenhed, idet man udgik fra Byens Yderpunkt ved Sandvigen, derfra søgte til Vaagsbunden og Ydergrændsen mod Syd, og herfra op til den yderst bebyggede Deel af Nordnes, for atter at ende ved Udgangspunktet – Kommunen.
- ↑ Forfatteren af Comment. de coenob. Norv. (Script. IV. 412) ytrer sig herom: „sorores videntur hinc translata in Munkalif“, hvilket vel og for en Deel kan have været Tilfældet. Langebeks Grunde derimod bortfalde ved det her og ved Munkeliv ellers Oplyste.
