løst V. Lunge i Bergen, vare blevne enige. I Anledning af Kong Frederiks Befaling af 28de Oktbr. 1529[1] at undersøge, om Bergens Domkirke med tilhørende Bygninger laa Slottet for nær, bleve vidløftige Forhandlinger drevne mellem Esge Bilde paa den ene Side og Bergens Biskop og Kapittel paa den anden. Udfaldet, at de Sidste 15de Febr. 1531 afstode deres Kirker og Bygninger paa Kommunen mod at tage Munkeliv til Bispegaard og Domkirke i Stedet, er allerede omtalt S. 180. Ved denne ulovlige Afstaaelse af et Kloster med dets hele Gods betingede Bilde kun, at Kapitlet skulde „føde og opholde de fattige Jomfruer, som derinde vilde blive“, indtil Kongen eller Norges Riges Raad tog anden Beslutning i Sagen[2]. Biskoppen var derfor heller ikke uden Frygt for, hvad Erkebiskoppen vilde sige dertil, og meldte ham to Gange Sagen, samt fortalte i det sidste Brev (13de April), at Munkeliv „var saa godt som øde lagt“[3]. Dette var forsaavidt Sandhed, som onde Tider, Uordener i selve Klostret og den almindelige Forvirring paa denne Tid vistnok havde bragt Munkeliv paa Afgrundens Rand, hvorfra der maatte stor ydre Hjælp, for at frelse det. En saadan var dengang ikke at tænke paa. Men ligefuldt var denne Færd fra Biskop Olafs Side en aabenbar Tilsidesættelse af de Pligter, han som Birgittinernes nærmeste Forsvar skyldte disse, ligesom han i ethvert Tilfælde ingen Ret havde til Munkelivs Gods, om han end troede at burde tage dets Kirke og Klosterbygning i Vederlag for sin forrige Domkirke m. v. ved Slottet. Men Biskop Olaf var en gjerrig Mand, og den eneste norske Biskop i hine Dage, som ligegyldig baade for den gamle og nye Lære nedlod sig til at dele Byttet med „Kirkebryderne“.
Som Følge af Overeenskomsten med Biskoppen lod Esge Bilde paa Kongens Vegne ved Bergens Lagmand og 7 Raadmænd beskikke Abbedissen Anna Olafsdatter og Confessoren Jon Karlssøn, og underrettede dem om hvad der forestod. For at Ordenen kunde staa ved Magt tilbød han dem indtil Videre at modtage det kongelige Kapel Allehelgens Kirke i Bergen med saameget af sammes Gods, som da laa til Munkeliv, og desuden en eller to Gaarde derved at bruge som Kloster, indtil Konge eller Rigsraad anderledes forordnede; og paa Grund
