hans Lensherre Jørgen Skriver havde maattet forlade Slottet, kom Munkelivs Befæstning paa Tale. Om Vaaren 1525 løb nogle af den landflygtige Konges Skibe ind i Sandvigen ved Bergen, og opsnappede derfra Biskop Olaf, Abbeden af Lyse og nogle Prester. Lensherren Vincents Lunge rustede sig da mod dem paa Slottet, og lod Byens Borgere, Skomagerne og nogle af Bryggen indtage og bemande Munkeliv[1]. Vi have ovenf. S. 180 viist, at Nils Lykke nogen Tid derefter (1529) havde Haab om at faa Klostret, uden Tvivl under det Skin at omdanne det til en kongelig Befæstning; thi saadant var i 1529 og 1530 alvorligt paa Tale, men denne Plan opgaves, og man foretrak en Udvidelse af det gamle Slot paa den anden Side af Vaagen. Men i begge Tilfælde skulde det gaa ud over Birgittinerne.
I denne Nød tyede de med sine Klager til Erkebiskop Olaf, den eneste, fra hvem de under de daværende Forhold turde vente virksom Hjælp, og Abbedissen, Søster Anna Olafsdatter (Bagge), tilskrev ham 2den Juni uden Aar (1530) et meget kummerfuldt Brev[2]. Hun og hendes Konvent ere stedte i stor Bedrøvelse, fordi de have mistet Hvalvaag, Laxevaag og flere af Klostrets bedste Jorder, som laa nærmest ved Haanden. I Bergen vises megen Uvillie mod Kirker og Klostre, de faa ingen Hjælp af Nogen, men Alle forurette og bedrøve dem, og sige, at de skulle ud af Klostret, og intet andet bør have igjen. Deres Uvenner lade sine Heste og Fæ opæde Klostrets Ager og Eng, og Enhver foruretter dem hvor han kan. Der er desuden Dyrtid i Bergen, og de have derfor seet sig nødte til at pantsætte Klostrets Klenodier, og ere endda i en Gjæld af 600 Gylden. Ingen have de at bede om Raad og Veiledning; thi Biskoppen, deres Ordens regulære Beskytter, er altid borte, og næst Gud have de nu ingen anden Trøster end Erkebiskoppen, som endelig maa skrive dem til, om hvad de skulle gribe til. Gud veed, at de gjerne ville blive i deres Kloster og holde Gudstjeneste efter deres Magt, blot de maatte have Fred og det Nødtørftige. Klostret eier endnu en god Messehagel af Fløiel, som de bede Erkebiskoppen kjøbe, da de unde ham den bedre end Biskoppen. Brevet ender med fromme Ønsker og Bøn om et hurtigt Svar.
Om dette kom eller ikke, er ubekjendt, og kan forsaavidt være ligegyldigt, som Biskop Olaf Thorkildssøn og Esge Bilde, som havde af-
