Aske[1]. Tydskerne forfaldt naturligviis herved i Kirkens Band, som de tildeels udsonede ved Bøder og Valfalter til Rom eller Lybek, hvis Biskop Arnt Westfal af Paven fik Myndighed at paadømme Sagen; men Mange var der og, siger den samtidige lybske Chronist, som ingen Absolution søgte, men syntes, at de havde gjort en god Gjerning[2].
Om Birgittinernes Skjebne under disse Uroligheder tales derimod saagodtsom ikke. Sønnen (Axel Olafssøn) beretter i 1477, at nogle Jomfruer indebrændte i Klostret, og i en Traktat med Lybek af 18de Juni 1506, hvori denne gamle Sag atter oprippes, fortælles, at Nonner bleve med Vold overfaldne[3]. Men i alle Tilfælde er det klart, at en saadan fuldkommen Ødelæggelse af deres Kloster maa have tvunget Konventerne til at søge et midlertidigt Ly andensteds, og da man finder, at Nonneseter i Bergen nogen Tid derefter var ledigt og dets Eiendomme i Munkelivs Værge, feiler man neppe ved at antage, at Birgittinernes Søsterkonvent for det første har taget Bopæl der. Men for Brødrene var her ingen Plads, og om de end i Begyndelsen fandt Ophold i de andre Munkeklostre i Bergen, kunde dog en saadan Splittelse ikke være til Ordenens Gavn eller efter dens Medlemmers Ønske; og det saameget mindre, som Birgittinerne fra Førstningen af vare misundte og forhadte af de andre Munke. Tydskerne bleve, som naturligt var, dømte til at opbygge saavel Kirken som Klostret paa egen Bekostning; men det var i hine lovløse Tider vist ikke let at tvinge disse overmodige Kjøbmænd til at gjøre Fortgang med Arbeidet, og det saameget mindre, som man tydelig sporer, at Kong Christiern selv i Hjertet glædede sig over deres Voldsgjerning, da han derved blev en farlig fiendtligsindet Høvding kvit[4]. Det maatte saaledes ligge i Birgittinernes Interesse at skaffe sig et andet Kloster, hvor de imidlertid kunde iagttage Regelen, men nogle Aar maa dog være forløbne, inden de kom til at forlade Bergen; thi i Aarene 1457 og 1458 opholdt de sig endnu der.
- ↑ Saa at der ei staar „en Stift“ igjen, skriver Fru Elise i sin Klage til Raadet i Lybek. Dipl. Norv. III. No. 830. I Enkelthederne afviger hun lidt fra Detmar, men her er ikke Stedet til at gaa ind paa disse.
- ↑ Detmar II. 180. Werlauff anf. St. 104–106. Oldermanden paa Bryggen berettede og 29de Septbr. Sagen ganske lakonisk til Raadet i Lybek. Dipl. Norv.III. No. 829.
- ↑ Recessus Hansæ vol. IV og 86 i Wismars Archiv.
- ↑ „Kongen brød sig ikke stort derom, da det var ham kjært, at Hr. Olaf var ihjelslagen, da han var ham imod og havde gjort ham Fortræd med Elfs-
