Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/308

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
300
Tredie Afsnit. Bergen.

til for Norges Vedkommende at bekræfte den nys forud sluttede Traktat i Haderslev med Hansestæderne, i hvilken blandt Andet under Livsstraf Søkrig forbødes mellem „Hanseaterne„ og Nordmandene. Med denne Traktat[1] drog Lybeks Sendebud til Bergen for at bekjendtgjøre Indholden, men samtidig hermed skal Brødrene Hr. Olaf og Hr. Peter have angrebet 3 tydske Skibe, ved hvilken Leilighed Hr. Peters Søn blev skudt. Da nu de tydske Kjøbmænd i Bergen erfarede dette Brud paa Traktaten[2], og at Hr. Olaf var kommen med sine Tilhængere til Bergen for at fratage, Hr. Magnus Green Befalingen over Slottet, hvortil han endog skal have bedet Tydskerne selv om Bistand[3], forenede de sig med de tydske Sømænd, som da fandtes i Bergen, for at slaa ham ihjel. Da de med Magt bragte Hr. Olafs Skib ind til Bryggen, og lossede Ladningen af 10, 000 Marks Værdi, toge Brødrene med deres Venner og Folk, forfulgte af Tydskerne, sin Tilflugt til Munkelivs Kloster, hvorhen ogsaa Biskop Thorlak, efter forgjæves at have prøvet Mægling, begav sig med to Kanniker og mange Tjenere, for at dele Skjebne med sine Venner. Men hverken Munkelivs stærke Bygningsmaade og til Forsvar tjenlige Beliggenhed eller Stedets Hellighed afskrækkede Hanseaterne, der vel og fandt, at, de havde gaaet for vidt til nu at trække sig tilbage. Klostret blev omringet, og Nordmændene beredte sig til Forsvar fra Taarnet. St. Egidii Dag, 1ste Sept. 1455, stormede 2000 væbnede Mænd Kirken, sprængte Porten og trængte ind i Klostret, hvor de myrdede Biskoppen for Alteret med Kanniker og Folk, Hr. Peter, dennes 2 Sønner og Hr. Olafs ældste Søn Nils, i Alt 60 Mænd. Da de ikke strax fandt Hovedgjenstanden for deres Had, Hr. Olaf Nilssøn selv, der havde forskandset sig i Taarntrappen, lagde de Ild omkring Taarnet, og tvang ham Dagen efter til at gaa ud, lode ham i Hast skrifte, sloge ham saa ihjel og hug ham i Stykker. Ilden havde imidlertid grebet om sig, og lagde saavel Kirken som Klostret i

  1. ↑ Willebrandt Hans. Chronik III. 61–64. Forliget var, ifølge Detmar og Lybeks Sendebuds, Godeke Bormesters Erklæring, mange norske Rigsraader imod. Afskrift i Lybeks Archiv. Nor III. 3. 53–55.
  2. ↑ I sit nedenanførte Klagebrev forsikrer Fru Elisa, Hr. Olafs Enke, at han efter Forliget 1453 hverken selv eller ved Nogen af Sine havde tilføiet Tydskerne den ringeste Uret.
  3. ↑ Detmar II. 170 Dette stemmer forsaavidt med Enkens Beretning af 1455 og Sønnens af 1477, som de sige, at Tydskerne først modtoge ham venligt, og indbøde ham til en fredelig Samtale paa Jonsvolden.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Lange_-_De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen_(2nd_ed.).djvu/308&oldid=222344»