hvad man har maattet erfare om Tilstanden og Manddrabet der. Vel gives der Forbrydelser, som den verdslige Arm maa straffe, fordi Kirkens Vaaben ei forslaar, men da Biskoppen, ifølge Birgittinernes Regel og Pavens Bemyndigelse, har fuld kanonisk Ret over Klostret i den omskrevne Sag (hvis Gjenstand ikke udtrykkelig nævnes), opfordres han til at straffe Forbryderne, ikke med borgerlig Død, som de havde fortjent, ei heller med Udstødelse af Ordenen, men med evigt Fængsel, efter Benedikts og Bernhards Ordensregler, da Birgittas Intet har om et sligt Tilfælde; hvis Mulighed hun ei havde tænkt sig. Efter at have viist, at en Indberetning til Paven om Sagen ikke er fornøden, fornyes Bønnerne om at tage alvorlig fat, og loves Ordenens Bistand til Alt, hvad Biskoppen til den Ende finder nødvendigt, da dens eget Vel stærkt opfordrer dertil paa Grund af al den Modvillie, den har været udsat for baade i Rom, Kostnisz og Basel. Biskoppen vil faa evig Løn for hvad han gjør til Klostrets Bedste. Hertil er føiet en Erklæring fra Magnus Unessøn[1], Confessor i Vadstena, at et saadant Brev i forrige Aar er sendt til Bergens Biskop, med Anmodning til Enhver, dette meddeles, om at bistaa Overbringerne i Udførelsen af deres Hverv i Munkeliv. – Disse Anbefalingsbreve ere da efter al Rimelighed medgivne de to Prestmunke, Olaus Petri og Clemens, samt en Lægbroder Jaspar Theutonicus, der afsendtes fra Vadstena 3die Juli 1450, for at reformere saavel Klostret som Beboerne. Men Reformerne i Birgittinerklostrene gik ikke hurtigt fra Haanden; endnu 2 Aar derefter opholdt disse Vadstenamunke sig der, og 16de August 1452 døde Formanden Olaus Petri under sine Arbeider for Klostertugten i Munkeliv. Han roses som en flittig Afskriver, god Sanger og Lærer samt Overholder af Regelen[2].
Desuagtet nød Klostret fremdeles tilsyneladende udvortes Anseelse. 9de Oktbr. 1453 kundgjorde Kong Christiern I under sit Ophold i Ber.gen, at Hr. Hans Kruchow, Ridder og Norges Riges Raad, der
- ↑ Magnus Unonis var Confessor i Vadstena fra 29de Mai 1444 til Vaaren 1452, da han efter kgl. Ordre resignerede, men valgtes atter senere, resignerede paany frivillig i Advent 1455, og døde i August 1470. Biskop Oluf maa være død i Slutningen af 1449 eller Begyndelsen af 1450, og det er vel Efterretningen herom, der har foranlediget Confessorens Tillægsskrivelse.
- ↑ Diar. Vadst. 101. 104. Foruden Afskrifter af forskjellige Bøger for Choret, udarbeidede har Declarationes articulorum de relevationibus extructorum; altsaa en Slags Kommentar til St. Birgittas Aabenbarelser.
