Den Splid i det Indre og det Vanrygte i Folkemunde, som Birgittinerordenens
hele Historie opviser, har og, i al Fald hvad Spliden
angaar, snart naaet det norske Kloster. Skjønt de Munke i Vadstena,
der have holdt Diariet vedlige, med største Forsigtighed og i de mildeste
Udtryk have udladt sig om ubehagelige Tilfælde, naar de ikke kunde undlade
at berøre dem, berettes allerede 20de Juli 1440, at da forlod Broder
Johannes Hillebrandi Vadstena, for som Visitator at bringe Enighed
tilveie mellem Brødrene og Søstrene i Munkeliv. Han opholdt sig
næsten et Aar her, og kom St. Hansaften 1441 tilbage til Vadstena
fra Munkeliv, “Alt vel der forrettet“[1].
Denne Uenighed, som saa tidligt brød ud, var dog maaske en undskyldelig Følge af Mangel; thi Aarene 1436–1440 bragte mange Ulykker over Riget, især paa Grund af Kong Eriks slette Styrelse eller rettere fuldkomne Forsømmelse af alle Kongepligter. Søndenfjelds udbrøde to Oprør, Amund Sigurdssøn Bolts i 1436 og Halvard Graatops i 1438. Nordmændene feidede efter Kongens Bud paa Svenskerne, men bleve slagne; de pommerske Søstæder, som vilde hjælpe Kongen, plyndrede ogsaa norske Skibe, skjønt Norge stod paa Eriks Side. For at fuldende Ulykken laa i 1440 en hollandsk Flaade paa Norges Kyst, ligeledes udrustet for at hjælpe Kong Erik, og hindrede al Tilførsel af Korn fra Tydskland. „De vare idelig mange Steds under Landet og gjorde alle Dage ubodelig Skade med Rov, Brand og Dødsslag, som usigeligt er“[2]. For at afhjælpe Klostrets Nød sendte Abbedissen Ragnhild Bergsdatter, 21de Sept. 1440, en Udsending Laurents til Hedemarken og Oslo efter Korn. I Forbindelse hermed staa to udaterede Breve, der imidlertid tydelig angaa samme Person og Sag. Det første er til Rigets Drost, Hr. Sigurd Jonssøn Da. Gud har givet ham af sin Naade Magt og Vælde, hvoraf Nødlidende kunne vente Hjælp, henfly de til hans Herredom, og klage deres store Nød og Fattigdom, paa Grund af at ingen Tilførsel er kommen i Aar til Bergen som ellers, og de have ingen Kornrente under Klostret, saa de nu ingen Bjærgning have. Denne store Nød tvinger dem til at kjøbe og søge Brødet langt borte fra, og de sende derfor deres Bud Laurents til Oslo Bispedømme med Bøn om, at Drotten vil hjælpe ham til at faa kjøbt eller skjænket Korn til Livsophold, – en Gunst de gjerne ville forskylde,
