men er Abbed Steins ovenfor S. 152 anførte Skildring af disses Liv
sand, var en Forandring her aldeles fornøden. Man kan ei heller, saaledes
som hos Modstanderne, paavise egennyttige Bevæggrunde for hans
mangeaarige Virksomhed for denne Reform, som han trods Had og Forfølgelse
endelig med stor personlig Opofrelse satte igjennem. Skjønt han
var en meget gammel Mand, drog han tre Gange udenlands i dette
Øiemed, og det var i den Tid saare besværligt og dyrt; han opgav frivillig
sin hæderlige Stilling som Benediktinerabbed, for at indtræde i den
nye Orden som simpel Munk, og underkaste sig i sin Alderdom en ny
og før ukjendt Tvang. Kong Eriks Bevæggrunde have vi før omtalt;
de vare vistnok ogsaa af reen religiøs Art, maaske dog med den Bihensigt
at smigre Svenskerne, hvis Hjælp han tiltrængte mod Holsten. Biskop
Aslak haabede maaske ved at indpode den nye Orden i en ved Alderdom
ærværdig Stiftelse, der syntes at have udspillet sin Rolle, at
bringe Velmagt og Agtelse did tilbage, ligesom han som Patriot vel og
tog Hensyn til de Summer, som hidtil aarlig gik fra Norge til Vadstena,
og som Biskop haabede i Birgittinerne at faa en kjærkommen
Modvægt mod de hanseatiske Prester og de eximerede Munkeordener i
Bergen, hvis Trods mod Biskoppen var gammel og faa Aar efter brød ud.
Man havde ikke udsat Forberedelserne, indtil Pavens sidste Bestemmelse indløb; thi Biskop Aslak og hans Kapittel havde i 1420 paa Forhaand udtalt sig mod Benediktinernes Forbliven, og de stode fast derved. To Munke fra Maribo, eller vel rettere to med Birgittinerklostrets Stiftelse i Maribo hidtil sysselsatte Vadstena-Munke, havde anbefalet Munkeliv som det meest passende Sted for den nye Orden i Norge, og da Abbed Stein om Høsten 1420 drog til Paven, overdrog han, rimeligviis med Biskoppens Samtykke, sit Klosters Bestyrelse til to Birgittinere, Broder Jon og Broder Hans Ingeldssøn, der 5te Decbr. 1420,
Abbed i Munkeliv (Brevbogen S. 75), maa hine Udtryk være tilfældige. Der var desuden ingen Grund for Biskop Aslak til i 3 Aar at udsætte en Reform, hvis Fornødenhed Paven havde overladt ham at afgjøre. Vistnok indeholder det nysnævnte Klagebrev af 1424 ingen udtrykkelig Tilstaaelse om, at Reformen alt var foregaaet, men ei heller noget, der afgjort modsiger dette. Udstederne maatte, naar deres Brev gik ud paa at faa Bistand udenlands, lade Biskoppens Foranstaltninger paa Pavens Vegne uomtalte, og det forekommer mig derfor rimeligst, at Aslaks Reform er foregaaet kort efter Abbedens Hjemkomst fra Rom 1421; og at Kong Erik til yderligere Betryggelse mod Klagerne har udvirket det sidste Pavebrev.
