Til den Ende udstedte Peter Oldemarket Dominikanerprior, Bernt
Gruter Franciskaner-Gardian, Johannes Strelov Kannik ved Apostelkirken,
og Johannes Leffardi Prest til St. Peters Kirke, alle i Bergen,
5te Januar 1424 følgende Erklæring[1]: De melde alle Erkebiskopper,
Biskopper, Prælater og Konventer af alle Ordener i de tydske
Lande, og især de ærværdige Fædre i Lyneborg, Hertzenvelde og Stade,
at Broder Johannes van dem Berge, Benediktiner i Munkeliv,
var hjemkommen (fra Tydskland) 14 Dage før Juul, og bad da efter
sine Venners Raad om Herberge hos Prædikebrødrene i Bergen, for at
beskyttes mod Abbed Steins og hans Medhjælperes Vrede, som for
længere Tid siden havde udjaget ham af Munkeliv, fordi han ikke var
villig til at optage St. Birgittes Brødre, men vilde leve og dø i den
Orden, hvori han var indklædt. Han havde al Grund til Frygt, da
en Broder af samme Orden i Selje Kloster var bleven halshugget og
en anden brændt m. v. Derefter havde Abbed Stein 5 Helligdage efter
hinanden bandsat Broder Johannes, Prioren i Sortebrødrekloster og alle
dem, som husede eller hjalp ham med Ord eller Gjerning. 27de Decbr.
oplæste derfor Prior Peter fra sin Prædikestol de Breve, som Broder
Johannes havde bragt til Bergen fra Abbederne i Lyneborg, Hertzenvelde
og Stade, og 29de s. M. havde Prioren stevnet Abbeden til at
møde og svare herpaa i Domkirken. Biskop Aslak indfandt sig med sine
Domherrer, men Abbed Stein hverken kom eller lod give Svar paa Priorens
gjentagne Opfordring. Siden Abbed Stein først bragte Birgittinermunke
til Bergen, nu snart for 12 Aar siden, har han for deres
Skyld tilsat Klostrets Gods, pantsat og solgt Kalke, Sølvskaaler og andre
Klenodier, foretaget tre Udenlandsreiser, og engang været 3 Aar
borte fra Bergen, for at udvirke Klostrets Ophævelse. Derfor har har
og i lange Tider ingen Broder villet indklæde, men stedse udsat
- ↑ Den plattydske Original paa Perg. findes ligeledes i Lyneborgs Archiv, og i Afskr. i danske Geheimearchiv, hvorefter det er trykt i 1ste Udg. 777–780. Det er neppe ganske uden Betydning, at samtlige disse Birgittinernes Modstandere – Munkene i Klostret medregnede – efter deres Navne at dømme vare Nedertydskere, og man kunde nok fristes til at gjette, at Spørgsmaalet ikke alene har været et religiøst-klosterligt, men tillige et politisk-merkantilt, om nemlig nordiske Birgittinere eller hanseatiske Benediktinere skulde for Fremtiden have Myndigheden i Munkeliv, det samme Kloster, Hanseaterne i Vredesmod nedbrændte ikke lang Tid derefter. I alle Fald berettiger hvad man kjender til Aslak Bolts Charakteer, til at antage i det Mindste Muligheden af patriotiske Bihensyn.
