dets og den norske Almues fælles Ønske at forandre Ordenen. Kongen har forud ladet to Munke fra Maribo reise omkring i Norge for at udfinde det meest passende Sted for Birgittinerne, og de have fundet Munkeliv i alle Dele hensigtsmæssigst. Abbeden og den eneste gjenværende Munk ere heri med Glæde enige, naar Pavens Samtykke erholdes til uden ny Prøve at indtræde i Birgittinerordenen. Ansøgningen gaar derfor ud paa, at Munkeliv med sine „rigtignok smaa“ Indtægter maa overgaa til denne nye Orden. – Biskopperne Arne af Skalholt og Arnbjørn af Hamar, der ligeledes opholdt sig i Bergen paa Hjemreisen fra Laaland, tilskreve s. D. Paven en lignende Ansøgning, hvori ogsaa de paaberaabe sig det hele norske Folks samstemmige Ønske om Forandringen, og forsikre at de personlig have forvisset sig om Umuligheden af at bevare Munkeliv for Benediktinerne[1]. – Samtidigt hermed gave saavel Biskop Aslak og hans Kapittel som Abbeden og hans Konvent (de sidste den 20de Septbr. s. A.) sit Samtykke til, at Munkeliv overdrages til Birgittinerne i Maribo paa Laaland. Aslaks Grunde ere de samme som i Brevet til Paven, nemlig Observantsens og Gudstjenestens Forfald, Mangel paa Munke, og Godsets Ødeliggen, Stifterens Kong Eriks Ønske, og de „vistnok faa Brødres“ Samtykke. Efterat have givet den ovenfor S. 152 meddeelte Skildring af Benediktinernes Fordærvelse i hans Tid, samtykker ligeledes Abbed Stein i Overgangen, hvortil han af Kongen og Maribo Kloster er opfordret, da det ansees som den eneste Redning for Munkeliv fra Undergang og fuldstændig Desolation, dog under Betingelse af Pavens Bifald, og at de derværende Benediktinere optages som de første Brødre af den nye Orden[2].
Med disse Breve afreiste Abbed Stein samme Høst til Kong Erik. Denne tilskrev nu ogsaa Paven et Brev, hvori han roser Birgitta og hendes Orden; hans norske Undersaatter have ansøgt ham om at stifte et Kloster af denne Orden i Norge, men nye Klosteranlæg ere uden Nytte, saalænge de gamle synke sammen og forlades. Dette er Tilfældet med Munkeliv, som derfor Kongen, Biskoppen, mange af Rigsraadet, Prælater, Baroner og Almue antage bør overgaa til Birgittinerne, især fordi Brødre af denne Orden leve indesluttede, udelukkede fra al ydre Gjerning og derfor friere Nat og Dag kunne tjene Gud og tiltage i aandelig Væxt, ligesom Observantsen der rosværdig øves. Disse
