eiede i Kaaretoft og Kringlen i Bergen, samt alt det Gods, hun efter sin Fader Presten Helge havde arvet paa Hetland, nemlig Hammer Gaard nordenfor Mæfeid, og hvad Klostrets Ombudsmand ellers der kunde opspørge hende tilhørende; ligesaa overdrog hun Klostret at tiltale de Mænd, der havde faret ulovligt frem med hendes Penge, siden Faderen døde[1].
Forøvrigt paatalte Abbed Jon sit Klosters Ret, og foretog et Par Mageskifter. I 1388 afsagde saaledes Lagmanden i Ryfylke Ivar Sveinssøn en Dom mellem ham og Thormod Halvardssøn angaaende Gaarden Straumsland paa Lister. Bonden paastod, at han havde kjøbt den af Ingemund Uthyrmssøn, men Abbeden irettelagde derimod Brev for, at Abbed Runolf i 1306 havde kjøbt og betalt Gaarden, som derfor tildømtes Klostret, hvis Bonden ikke inden 12 Maaneder beviste, at den atter var indløst. – I 1392 overdroge Brødrene Peter og Jon Ogmundssønner Munkeliv til evig Eie Gaarden Naus i Davik som Vederlag for Faderens flette Brug af Klostrets Gaard Avalaker[2]. Af Mageskifter har man et al 1391 mellem Biskop Jakob af Bergen med Kapittel og Abbed Jon, der fik en Gaard i Vikør mod en Gaard i Hamar Sogn, og et andet af 1399, hvorved Munkeliv erhvervede sin første Lod inden vidløftige Gaard Jaafjorden eller Aafjorden. (Jakobsfjord) paa Bryggen, hvis øvrige Dele det efterhaanden ved Kjøb og Bytte i de følgende Aar til 1425 lam i Besiddelse af[3].
Munkelivs Forfald fremskyndedes ved Vitalianerne, disse nordtydske Sørøvere, hvis frygtelige Færd i alle Nordens Farvande Samtiden beskriver med de rædsomste Farver. Fra først af opmuntrede af Hanseaterne selv, lam ved dem vilde sætte den fangne Kong Albrecht i Frihed, gjorde de sig snart til Søens Herrer, plyndrede og myrdede Venner og Fiender, Landsmænd og Fremmede uden Forskjel. Hermed ophørte Norges Søhandel aldeles, og med den naturligviis Adgangen til at afsætte Landets Produkter. Vi have før viist, hvilken Betydning denne Handel maatte have for Klostrene, hvis Indtægter vare Handelsvarer, og begribe saaledes, at denne Standsning i Handelen maatte virke ødelæggende paa dem som paad et øvrige Folk. Men da Vitalianerne nu ei længere fandt noget paa Havet for sin Rovgjerrighed, opsøgte de Byt-
