Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/247

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
239
§ 7. Tuterøens Kloster.

at have anvendt Kirkens Penge for at fremme sit eget Valg; men da Kongen lagde sig derimellem, og især da Peter ganske forlod Kongens Parti og gjorde fælles Sag med Kapitlet og Skule, opgave Kannikerne Sigurd, som siden ikke forekommer[1].

Efter Skules Nederlag i Oslo forlode hans Tilhængere ham efterhaanden; blandt disse drog Høvdingen Erling Ljodhorn til Tuterøen, og blev Munk der[2]. I 1251 brændte Klostret[3], og dets Abbed fik baade i 1241 og 1268 Pavens Befaling at undersøge Paalideligheden af de Erkebiskop Eystein tillagte Jertegn (jfr. Nidarholms Kloster). Da Erkebiskop Einar døde om Høsten 1253, valgte Domkapitlet Abbed Birger i Tautra til hans Eftermand. Han drog Sommeren 1264 afsted til Rom, og traf underveis Kong Magnus i Bergen, som ei synes at have billiget Valget. Der anføres tillige, at Valget var ulovligt, fordi Birger var Prestesøn og Klostermand[4]. Birger opholdt sig Vinteren over (1264–65) ved Pavehoffet, uden at faa sit Valg confirmeret, hvorpaa han vendte tilbage til Nidaros, og blev archipostulatus til sin Død 1265. Ham skyldes Forliget mellem Kannikerne og Prædikebrødrene, samt Bekræftelse af Erkebiskop Sørles Gave til Kannikerne, som Einar havde taget tilbage. – Under Nidaros Domkapittels Stridigheder med Kongemagten i 1280 og senere med sin Erkebiskop Jørund, hvilke ere omhandlede ved Nidarholms Kloster, nævnes Tuterøens Abbeder som Udstedere af Domme, Udskrifter og Breve. Saaledes Abbed Thorer i 1280, Abbed Kristian i 1300, 1301 og 1303, samt Abbed Audun, Baard Prior og Klemens Munk i Tautra i 1313[5]. Abbed Kristian bandsatte i 1301 de Mænd, der havde øvet Vold mod Abbeden af Nidarholm (ovenfor S. 210), og lyste i 1303 tilligemed denne, med pa-

  1. Haak. Haalonss. Saga c. 86. 100, Var. 1. Saml. til N. Folks Hist. I. 300. Hist. eccl. Isl. I. 229, hvor et Brev fra Kongen til den frafaldne Erkebiskop Peter forefindes. Den Graamunk (grámúnkr), som Skule (Haak. Haakonss. Saga c. 133) sendte som sit Bud til Kongen, var høist rimelig en Cistercienser fra Tuterøen.
  2. Tók þar við kufli. Haak. Haakonss. Saga c. 240.
  3. Ísl. Annál. 122. Script. Rer. Dan. III. 99.
  4. Sögubrot Magnúss Kgs. Fornm. Sög. X. 155.
  5. Barth. IV. 542–543. Suhm XI. 719. Abbed Audun deeltog og i Biskopsmødet i Nidaros 1313, hvorfra Pave Clemens Vs Skattebrev paa alle Munkeordener i Norge af 1312 kundgjordes. (Suhm XI. 720.)