Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/244

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Nidaros.
236 Tredie Afsnit.

dikebrødrene benyttede som Vidner, Notarier eller deslige, og intet Testamente nævner det med udtrykkelige Ord. Da Prædikebrødrenes Kloster laa oppe ved Domkirken, er det rimeligt, at den Broder Olaf „niðr at brœðra,“ som forekommer i et Brev af 1381[1], har været Munk i dette Kloster, og har den nuværende Munkegades ældre Retning ikke kunnet naa det ovenfor antagne Sted for Prædikeklostret, maa Gaden have Navn efter Minoritterne, hvis Kloster laa nede ved Øren eller Stranden[2]. De første Spor af dem findes i et Brev af 1313[3], hvor Franciskaneren Botolf i Nidaros omtales; Klostret nævnes ikke i Magnus Lagabøters Testamente, og det var ganske vist endda ikke til.

At Nidaros har havt et Kloster af denne Orden er imidlertid utvivlsomt. Det maa derfor forekomme, om end under et andet Navn, idetmindste i nogle af de mange Testamenter, man endnu har tilovers fra Nidaros, og hvori Prædikebrødrene og andre Klostre omtales, da man ikke kan tænke sig nogen Grund til, at Minoritterne altid skulde forbigaaes. Dette leder til den Formodning, at deres Klosterkirke er den Olafs Kirke i Nidaros, der oftere nævnes. Der var nemlig i Nidaros en Olafskirke forskjellig fra Domkirken eller Kristkirken, som den almindelig kaldtes, Sognekirke i Byen i Erkebiskop Jørunds Tid (1288–1309)[4], hvilket og indlyser af Kanniken Arne Endridssøns Testamente af 1309, hvori Olafskirken nævnes blandt Sognekirkerne[5]. Senere forekommer ligeledes Olafskirken stadig i Testamenterne, men nu nævnes den ikke blandt Byens Kirker, men stedse blandt Klostrene og almindelig mellem Helgeseter og Prædikebrødrenes Kloster. Da nu Franciskanerne i Nidaros maa skaffes Plads i Testamenterne, saa tro vi os berettigede til den Formodning, at de havde eiet Olafskirken der og havt Navn efter den, en Formodning, som ogsaa paa andre Maader kan styrkes.

Olafskirkens Jordegods blev 1252 af Erkebiskop Sørle henlagt til Kannikernes Bordhold[6], og i 1296 blev Laurentius Prest ved denne

  1. ↑ Dipl. Norv. II. No. 468.
  2. ↑ At Munkegaden – som Forf. har læst etsteds – skulde bære Navn efter Nidarholms Kloster, til hvilket denne Gade aabner Udsigten, synes derimod høist usandsynligt.
  3. ↑ Dipl. Norv. II. No. 99. Det staar vel ikke udtrykkeligt, at han var Munk i Nidaros, men det er høist rimeligt.
  4. ↑ Laurentius Biskops Saga c. 9. 14.
  5. ↑ Schønings Anhang til Domkirken S. 13.
  6. ↑ Dipl. Norv. II. No. 9. Thork. Dipl. II. 39. 40.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Lange_-_De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen_(2nd_ed.).djvu/244&oldid=222195»