Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/241

233

§ 5. Prædikebrødrenes Kloster.

Nidaros Erkebiskop og Domkapittel var dem ved alle Leiligheder imod og søgte at hindre deres Virksomhed og Indflydelse hos Almuen, paa samme Tid som de beskyttede Minoritterne i Nidaros. Deres Medbrødre, Prestmunken Arne Lauritssøn og Ungbroderen Haakon, havde opholdt sig hos deres Klosters Velgjører Sysselmanden Harald i Jæmteland, og anholde derfor om, at Erkebiskoppen paa Grund af Klostrets store Nød og den Modstand, det møder i Nidaros Stift, vil tillade de nævnte Brødre som Terminarier (ovenf. S. 96) at drage om i Jæmteland, der holde Gudstjeneste, høre Skriftemaal og paalægge Pønitentser. Der forestaar nemlig Klostret store Bekostninger ved Murenes, Tagets og andre Bygningers Istandsættelse, hvortil de af de anførte Grunde behøve Hjælp fra Fremmede^[1].

At Testamenter til Fordeel for Prædikebrødrene i Nidaros ere mange bevarede. Det ældste er Kong Magnus Lagabøters af 1ste Febr. 1277, da han gav disse Brødre det samme som Rigets øvrige Tigger- munke, nemlig 12 Mark Sterling^[2]. Gyrid Andresdatter gav dem en Mark brændt for Sjælemesser^[3]; ligesaa Kanniken Arne Endridssøn 1309 en gammel Mark, Gunhild Sigurdsdatter 1342 fem Mark gamle, og Arne Halkelssøn i 1343 en Mark til Sjælemesser^[4]. Ved Kong Magnus Erikssøns og Dronning Blankas Testamente af 1347 fik samtlige (4) norske Dominikanerklostre 100 Mark til Deling^[5]. Fra den store Mandedøds Dage 1349 ere 2 Testamenter angaaende dette Kloster tilovers, nemlig Erkebiskop Arnes, der gav det 3 Mark brændt, hvorfor Brødrene skulde læse 2 Sjælemesser, samt desuden til Kost $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Læst Rugmeel og 200 Stokfisk^[6]; og Arnfinn Peterssøns, der gav dem 2 Pund Rug^[7]. Kanniken Agmund Olafssøn testerede 1381 to Styk-

1. Orig. i svenske Rigsarchiv. Dette staar ganske vist i Forbindelse med Pave Benedikts Befaling af 1ste September 1338 til Erkebiskop Paal af Nidaros at tage Minoritterne i Dacia i Forsvar mod Erkebiskop Peter af Upsala, der ifølge Provindsialens Klager forurettede dem (Wadding, Annales Minorum. VII. 482–483). Spørgsmaalet er kun, om dette Bud er ældre eller yngre end Prædikebrødrenes Klage, og dette kan for Tiden ei oplyses.
2. Script. Rer. Dan. VI. 250. Thork. Dipl. II. 256.
3. Dipl. Norv. II. No. 70.
4. Schøn. Anh. 13. Dipl. Norv. II. No. 248. 255.
5. Samlinger til Norske Folks Spr. og Hist. V. 585.
6. Trykt i 1ste Udgave S. 770–773.
7. Dipl. Norv. II. No. 305.