gevald, Prior i Sortebrødrekloster, med Flere et Mageskifte af 4de April 1437 mellem Erkebiskop Aslak og hans Kanniker[1].
Et Vidnesbyrd om Tillid og Anseelse er det og; at Prædikebroderen Bjørn, der i Striden mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapittel holdt med dette, desuagtet 1307 af Erkebiskoppen valgtes til i Forening med dennes hengivne Ven Islændingen Laurentius at drage til Island som Visitator[2]. Men ligesom disse to Mænd hjemme havde staaet imod hinanden, saaledes bleve de ei heller under Visitatsen enige, saa at denne ingen synderlige Frugter har, da Biskop Jørund af Hole forstod at holde Spliden mellem dem vedlige[3]. Han beviste nemlig Bjørn al mulig Hæder, og tilbød ham Vinterherberge hos sig, medens Laurentius gjordes til Gjenstand for Biskoppens Slægtningers Spot. I det Hele skilte Bjørn sig lidet samvittighedsfuldt fra det ansvarsfulde Hverv, han havde sin Medvisitator at takke for, idet han af Hensyn til Biskoppen undlod at anstille den befalede Undersøgelse i Hole Stift, og da Laurentius alene tog sig deraf og opdagede flere Misbrug, negtede Bjørn at deeltage videre i Visitatsen, og vendte med mange Beskyldninger mod sin Medbroder tilbage til Nidaros. Ogsaa Biskop Jørund hevnede sig ved at bagvaske Laurentius i Norge, hvor imidlertid Erkebiskop Jørund laa syg af Fodverk, og hans Fiender Kannikerne havde tilrevet sig hele Myndigheden, ja endog berøvet Jørund den personlige Opvartning. Følgen heraf blev, at Laurentius ved Hjemkomsten fængsledes og mishandledes samt tilbagesendtes til Island, for at Biskop Jørund kunde tage Hevn over ham. Denne var dog ædel nok til ikke at benytte sig heraf, og satte den forfulgte Mand paa fri Fod, hvorpaa han gav sig i Thingøre Kloster og endelig døde som Biskop i Hole[4]. Det Anførte antyder, at Forholdet mellem Erkebiskoppen og Prædikebrødrene i Begyndelsen af 14de Aarhundrede ikke var godt. Det samme indlyser fremdeles af det ovenfor S. 167–168 omtalte Brev af 133* fra Brødrene til deres forrige Provindsial Erkebiskop Peter af Upsala, hvori de klage over, at
- ↑ Nye Danske Mag. I. 41. Schøning Anh. til Domkirkens Beskrivelse S. 55.
- ↑ Laurentius Saga c. 17–20. Det synes som man har gjort hinanden gjensidige Indrømmelser, idet En af hvert Parti beskikkedes til Visitator. Erkebiskoppen gik nemlig kun nødig og ifølge Laurentius’s Anmodning ind paa at sende Bjørn (c. 17).
- ↑ Hist. eccl. Isl. I. 552. Laurentius Saga anf. St.
- ↑ Laurentius Saga cap. 19–26 og i Enden af Sagaen. Hist. eccl. Isl. II. 152–153. 172–174. Man bemærke, at Kilden neppe er fri for Eensidighed.
