Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/239

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
231
§ 5. Prædikebrødrenes Kloster.

om Uvenskabet og dets Aarsag. Den til Erkebiskop nylig valgte Abbed Birger af Tuterø bragte det i Stand. Han og Kannikerne bekjendtgjøre, at i Anledning af den Trætte, som havde været mellem de lærde Mænd og Prædikebrødrene, havde de sidste lovet, at de for Fremtiden ei skulde angribe den hellige Kirkes (d. e. Domkirkens) eller dens Kannikers Rettigheder, samt at de skulde i alle Maader hædre dem i Ord og Gjerning blandt Almuen. Erkebiskoppen derimod lovede paa Kannikernes Vegne, at disse ei skulde forurette Brødrene mod de Privilegier, de beviislig vare i Besiddelse af, men vise sig gavmilde mod dem hver efter sin Evne, dog uden Forpligtelse, saa at enhver i denne Sag kunde gjøre, hvad han fandt sømmeligt, dem (Prædikebrødrene) til Gavn og sig til Sjælehjælp. Forliget bekræftedes paa den ene Side af den valgte Erkebiskop, Prioren af Helgeseter og 4 af Kapitlet, og paa den anden af Prioren Sigurd Amundssøn og Broder Klemet[1]. Senere Efterretninger vise imidlertid, at det naturlige Fiendskab ikke dermed var forbi. Denne Prior Sigurd er sandsynlig den Prior for Prædikebrødrene i Nidaros, som i 1265 efter Birgers Død af Paven fik Befaling til i Forening med Abbederne af Lyse og Holm samt Barfodmunkenes Kustos at vælge en Erkebiskop, hvorpaa de valgte Biskop Haakon af Oslo[2].

Til at udstede bekræftede Afskrifter af vigtige Dokumenter og at bevidne geistlige Forhandlinger i det Hele, benyttedes Dominikanerne i Nidaros ofte. Saaledes gave Magister Petrus de Dacia[3] og Broder Bo (Boetius) i 1280[4], Prioren Lodin i 1291[5], og det hele Konvent 1300 og 1307[6] Udskrifter af Domkapitlets gamle Fribreve. I 1429 gav Prædikebrødrenes Prior Peter med Flere Udskrift af Pave Anastasius IVs Bulle om Erkestolens Stiftelse[7], og i 1431 bevidnede Brynike, Prior i Prædikeklostret, Abbeden af Holm og Prioren af Helgeseter, at Erkebiskop Aslak havde indbetalt en Sum Penge til Kong Erik paa sin Formand Askells Gjæld[8]. Endelig forseglede In-

  1. ↑ Dipl. Norv. I. No. 59. Thork. Dipl. II. 48–49.
  2. ↑ Íslenz. Annal. 134. Script. Rer. Dan. III. 106.
  3. ↑ Han maa ei forvexles med den berømte Prædikebroder af dette Navn, der døde i Skeninge 1275. Suhm X. 727.
  4. ↑ Dipl. Norv. III. No. 16. Thork. Dipl. II. 86–89.
  5. ↑ ibid. III. No. 30. 36, og II. 124–126.
  6. ↑ Dipl. Norv. III. No. 44. 66. 67.
  7. ↑ Thork. Dipl. II. 3 ff.
  8. ↑ Nye Danske Mag. I. 34.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Lange_-_De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen_(2nd_ed.).djvu/239&oldid=222189»