som Fredsbud mellem Norge og Danmark, og efter Fredsslutningen fulgte med Provindsial-Prioren Absalon derned, er udentvivl den Sigurd Amundssøn, der i 1264 forekommer som Prædikebrødrenes Prior i Nidaros[1]. Da det forøvrigt er umuligt at udfinde, til hvilke af de norske Klostre de i Haakon Haakonssøns Tid oftere forekommende Prædikebrødre hørte, bliver det bedst her ved Ordenens første Kloster at omtale dem alle. Foruden i de nævnte Underhandlinger med Danmark, benyttedes de og i Sendefærden 1257 til Spanien, da Kongens Datter drog did. I Spidsen stod Biskop Peter af Hammer, der forhen havde været Dominikaner, og den samme Simon predikare, der før havde været benyttet i Danmark. Efter Hjemkomsten 1258, Peter over Land, Simon og det øvrige Følge søværts, bleve de særdeles naadigt modtagne og begavede. Peter døde imidlertid kort efter (1259 eller 1260), og dette Tab gik Kongen saameget mere nær, som Eftermanden Lodin ei var Kongen huld. Simon Prædikebroder synes at have været Kongens Skriftefader, og hørte til hans stadige Raadgivere; han fulgte ham og paa hans sidste Søtog til Skatlandene, men blev der syg og døde nogen Tid før Kongen 1263. Hans Lig blev ført til Satiris og der begravet i et Minoritterkloster; efter sin Død blev han anseet som hellig, og har forøvrigt ved sin Indflydelse og Personlighed visselig bidraget meget til at sætte den Orden, hvortil han hørte, i Anseelse i Norge[2]. Det er fremdeles sandsynligt, at den Broder Nikolaus, der i 1260 afsendtes til Danmark og Saxen for at beile for den unge Kong Magnus til den danske Prindsesse Ingeborg[3], ligeledes har været en Dominikaner, og man seer saaledes, at Kong Haakon i høi Grad har begunstiget denne Orden, hvis Optræden i dens første Form ei heller kunde love andet end godt for Christendom, Oplysning og Videnskabelighed.
Denne iøinefaldende Begunstigelse af Kongen i Forbindelse med Ordenens store Privilegier maatte nødvendigviis baade gjøre dens mindre redelige Medlemmer myndige og trodsige, og paadrage Ordenen i det Hele Sekulargeistlighedens Had. Det ytrede sig da ogsaa snart ligesaavel i Nidaros som i Bergen og andre Steder (ovenfor S. 162 ff). I Aaret 1264 sluttedes der et Forlig mellem Domkapitlet i Nidaros og Prædikebrødrene sammesteds, og Vilkaarene for dette give Oplysning
