Benediktinerordenen udbredte sig med Hurtighed over Italien Sicilien,
Frankrige, Spanien og flere Landet forskjellige Congregationer af
Ordenen stiftedes, hvoriblandt de mærkeligste vare St. Maurus i Frankrige
(la congrégation de Saint-Maure)[1], Monte Cassino og Monte
Oliveto i Italien, Valladolid i Spanien, St. Gallen i Schweiz. Fulda i
Tydskland o. fl., der alle udmærkede sig som Planteskoler for Middelalderens
Lærdom og Videnskabelighed. Men snart strømmede ogsaa en saadan
Rigdom ind over Benediktinerabbedierne, at Tugten forfaldt. Benedikt af
Anianes Reform i 9de Aarhundrede virkede kun kort, og efterhaanden afsondrede
flere nye, paa Benedikts Regel oprindelig grundede Ordener, saasom
Clunyacenserne og Cistercienserne sig fra Moderordenen, og dannede
uafhængige Klosterselskaber. – Benediktinerindernes Oprindelse er
– saavidt vides – endnu dunkel. I Almindelighed dannede Nonneklostre
af de forskjellige Ordener sig samtidigen og uden videre efter Munkeklostrene;
men Nonner af denne Orden skal man først finde Spor af i det
8de eller 9de Aarhundrede[2]. Forøvrigt adskilte Benediktinerne sig fra
alle senere Munkeordener derved, at hvert Klosters Abbed var uafhængig,
saa at han ei stod i noget underordnet Forhold til Ordenens ældre eller
mægtigere Foresatte, til noget Moderkloster eller deslige. Dette foraarsagede
deels en Splittelse, deels en Mangel paa nødvendigt Tilsyn ovenfra,
hvilket man i de yngre Munkeordener søgte at forebygge ved Generalabbeder,
Generalkapitler og deslige. Derimod erkjendte Benediktinerne i
Almindelighed Stiftets Biskop (ordinarius) for deres lovlige Foresatte,
et Afhængighedsforhold, som Abbederne dog paa mange Maader søgte at
unddrage sig[3].
- ↑ Denne Congregation satte som Ordenspligt, ligesom det nuværende Benediktiner-Abbedi Mölck i Overøsterrig, lærde Arbeider og Historiegranskning istedetfor Bodsøvelser og Haandarbeide. Mænd sone Montfaucon og Mabillon ere udgaaede herfra, og det er Benediktinernes utrættelige, gjennem flere Menneskealdre fortsatte Flid man skylder historiske Verker som l’Art de vérifier les dates o. fl.
- ↑ (Chrome) Geschichte d. Mönchsorden. IV. 376.
- ↑ Hvorvidt Pavebullen af 28de Juni 1337, hvorved Benediktinerordenen deeltes i 36 Provindser, af hvilke Norge dannede een, har havt nogen Forandring i dette Forhold til Følge, veed jeg ikke. Man kan ei see det af de norske
er sikker. Vi maa derfor søge den paa anden Haand, og da er vel Erkebiskoppens af Canterbury St. Dunstans Regel for Englands Benediktinere, fra hvem de norske udgik, den der nærmest har været Forbilledet. Den er trykt i Monasticon Anglicanum (1817) I. pag. XXVII–XLV.
